Beboerne i Sultanbeyli-kvarteret fik sig en brat opvågning tidligt mandag morgen, da et bombeangreb ramte den lokale politistation. Fem betjente og to civile personer blev såret ved angrebet, som ingen endnu havde taget ansvaret for mandag morgen dansk tid. Flere tyrkiske medier har dog allerede luftet den oplagte mulighed for, at det er den kurdiske oprørsgruppe, PKK, der står bag angrebet, lige som gruppen har stået bag lignende angreb mod politiet i Tyrkiet i den seneste tid. PKK kæmper for et selvstændigt Kurdistan i det østlige Tyrkiet, og volden er blevet optrappet på det seneste, i takt med at tyrkiske bombefly har angrebet PKK's stillinger i nabolandet Irak. Politistationen blev hårdt ramt af eksplosionen, der resulterede i, at dele af den tre etager høje bygning brød i brand og kollapsede. Flere nærliggende bygninger og 20 biler blev også beskadiget i angrebet, fortæller de tyrkiske medier.