Syv personer frygtes smittet af farlig bakterie i kebab
Fire personer er ramt af farlig e-coli-bakterie efter at have spist kebab, mens tre andre er under mistanke.
Syv frygtes smittet med e-coli-bakterie efter de har spist kebab.
Syv frygtes smittet med e-coli-bakterie efter de har spist kebab. Foto: Colourbox/free


Syv personer er under mistanke for at være smittet med en alvorlig e-coli-bakterie, efter at de har spist kebab på forskellige spisesteder i København og Aarhus, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Fire personer er siden november 2014 blevet ramt af e-coli-bakterier af typen VTEC O157, mens tre andre personer er under mistanke for smitten, oplyser styrelsen.

- Disse syv personer, der alle har spist kebab/shawarma på forskellige restauranter i Københavns- eller Aarhusområdet, er smittet uafhængigt af hinanden.

- Der er derfor mistanke til, at smitten kan være sket fra den mad, der er serveret på disse restauranter, skriver Sundhedsstyrelsen.

Tilsyn på spisestederne har vist, at der tilsyneladende ikke er problemer med hygiejnen.

Fødevarestyrelsen arbejder på at finde frem til, hvor bakterierne stammer fra, ved at efterspore både kød og grøntsager fra spisestederne, hvor de syv personer formodes at være blevet syge af maden.

- Indtil videre har eftersporing dog ikke givet en entydig forklaring på smittekilden, skriver Sundhedsstyrelsen.

De syv personer er blevet syge i tidsrummet fra november 2014 til januar 2015 og er unge mennesker overvejende i 20'erne.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan bakterien forårsage diarré og i nogle tilfælde mere alvorlig sygdom blandt andet i form af nyresvigt.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man opsøger en læge, hvis man er syg med alvorlig, og især blodig, diarré.

Bakterier af den type, som formentligt har gjort de syv personer syge, findes i fødevarer, men kan også smitte ved direkte kontakt til dyr, fra forurenet vand eller som person-til-person smitte. Bakterierne dør ved varmebehandling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.