Syv naboer til lufthavn dræbt: Fly missede landingsbane
Et fragtfly landede ikke som planlagt i en lufthavn i Den Demokratiske Republik Congo. Det koster flere livet.


Syv personer har mistet livet, efter at et fragtfly torsdag ikke formåede at lande på en landingsbane i en lufthavn i Den Demokratiske Republik Congo.

Det oplyser embedsmænd til nyhedsbureauet AFP.

De dræbte befandt sig alle på jorden, da flyet forulykkede. De opholdt sig alle i deres hjem, der ligger tæt på lufthavnen i byen Mbuji-Mayi.

Fragtflyet "var ikke i stand til at stoppe på landingsbanen og dræbte syv personer på landjorden", oplyser regionens guvernør, Ngoyi Kasanji.

En lufthavnskilde er citeret for oplysningen om, at alle de dræbte var i deres hjem nær landingsbanen.

Fragtflyet var af typen Airbus-310.

Tidligere på måneden aflyste det nye nationale flyselskab i Den Demokratiske Republik Congo, Congo Airways, al flyvning til og fra lufthavnen i Mbuji-Mayi på grund af dårlig infrastruktur.

Myndighederne i det afrikanske land er tidligere blevet kritiseret for en dårlig kontrol og ledelse i luftrummet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.