Syv børn er blandt 14 omkomne bådflygtninge nær Tyrkiet
27 personer blev reddet fra synkende træbåd ud for Tyrkiets kyst, deriblandt en gravid kvinde.


Mindst 14 mennesker, heriblandt syv børn, er druknet onsdag, efter at en båd med flygtninge eller migranter er sunket ud for Tyrkiet i Det Ægæiske Hav.

Båden forsøgte at nå frem til Grækenland, rapporterer lokale medier.

Den tyrkiske kystvagt har bjærget de omkomne fra træbåden, som havde kurs mod Lesbos, skriver det tyrkiske nyhedsbureau Dogan.

27 personer blev reddet, deriblandt en gravid kvinde.

Den tyrkiske kystvagt fortsætter en eftersøgning efter overlevende i området og får støtte fra redningshelikoptere, skriver Dogan, som ikke angiver, hvor mange personer der er savnet.

- Båden sank hurtigt, efter at den havde ramt et klippeskær. Den blev stærkt beskadiget og begyndte øjensynligt at tage vand ind, men de besluttede åbenbart at fortsætte, siger en tyrkisk guvernør, Hamza Erkal, til Det Anatolske Nyhedsbureau.

Der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvilke nationaliteter de ombordværende havde.

Der er blevet registreret omkring 1,2 million "uregelmæssige indrejser" til unionens medlemslande i årets ti første måneder. Det oplyste EU's grænseagentur, Frontex, tirsdag. Tallet er fire gange så højt som i hele 2014.

Alene i oktober i år ankom over 150.000 mennesker til Grækenland efter at have krydset havet fra Tyrkiet. Dermed er der i alt kommet flere end 540.000 migranter og flygtninge til de græske øer mellem januar og oktober 2015.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.