Systemopdatering var skyld i Dansk Bank-sammenbrud
En fejlslagen opgradering af Danske Banks it-systemer lukkede søndag ned for en række netbaserede tjenester.
Hverken via mobilen eller med computeren kunne man søndag eftermiddag logge ind på sin netbank i Danske Bank. Årsagen var en fejlbehæftet systemopdatering.
Hverken via mobilen eller med computeren kunne man søndag eftermiddag logge ind på sin netbank i Danske Bank. Årsagen var en fejlbehæftet systemopdatering. Foto: Colourbox/free


Danske Bank er så småt ved at have overblik over, hvorfor bankens systemer stod af det meste af søndagen og lammede Mobilepay-systemet og adgangen til netbanken.

Pressechef Kenni Leth fortæller, at man endnu ikke har fundet den helt præcise årsag til nedbruddet, men man ved, hvor man skal lede.

- Vi foretog en opgradering af vores systemer hen over weekenden, og i den forbindelse er noget gået galt.

- Vi fik meget lange svartider på vores systemer, og til sidst var der kun 1-2 procent af vores kunder, der kunne komme igennem, siger han.

Danske Bank er "brandærgerlige" over fejlen, der opstod ved middagstid og påvirkede kunderne det meste af dagen.

Opgaven består nu i at sikre, at den ikke opstår igen.

- Vi kommer løbende til at opdatere vores systemer, og så er det selvfølgelig vigtigt, at disse opdateringer ikke griber ind i driften.

- Vi har to millioner brugere, som skal kunne forvente en oppetid, der er god på alle ugens dage, og derfor skal vi have analyseret det grundigt, så vi undgår, at det gentager sig, siger Kenni Leth.

Selv om mange tusinde kunder blev berørt, så blev skaden trods alt begrænset af, at fejlen opstod på en søndag.

- Når der er allermest travlt, har vi omkring 1500 Mobilepay-transaktioner hvert femte minut, men folk har heldigvis haft alternative betalingsformer som kort og kontanter at falde tilbage på.

- For netbankdelens vedkommende var der færre besøg end normalt, sikkert på grund af vejret, og fordi det var søndag, siger han.

De første fejl blev opdaget ved middagstid, hvorefter systemerne blev lukket ned for siden at blive startet ét efter ét.

Først ved 21-tiden var alle bankens systemer dog oppe at køre som normalt igen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.