Syrisk opposition på vej til Genève for at overveje samtaler
Den syriske oppositionsgruppe vil diskutere humanitære løsninger, før den indleder mulige fredsforhandlinger.
Den syriske chefforhandler, FN-ambassadør Bashar al-Jaafari, var blandt de, der ankom til Genève fredag. Ingen af de syriske delegationsmedlemmer sagde noget ved deres ankomst.
Den syriske chefforhandler, FN-ambassadør Bashar al-Jaafari, var blandt de, der ankom til Genève fredag. Ingen af de syriske delegationsmedlemmer sagde noget ved deres ankomst. Foto: Martial Trezzini/Keystone via AP/AP


En delegation, der repræsenterer Syriens vigtigste oppositionsgruppe, vil angiveligt ankomme til Genève lørdag aften. Det oplyser en talsmand for gruppen ifølge Reuters.

Dog er det langt fra sikkert, at oppositionsgruppen vil deltage i de politiske forhandlinger om fred i Syrien.

I stedet vil den i første omgang forsøge at vurdere, hvilke intentioner den syriske regering har i forhold til humanitære foranstaltninger og lade eventuelle forhandlinger komme an på det, fortæller talsmanden.

Ifølge Reuters er der tale om en delegation på 17 mand.

FN åbnede fredag fredsforhandlingerne i et forsøg på at få afsluttet den fem år lange borgerkrig i Syrien.

Det er det første store FN-møde for landet i to år.

Repræsentanter for det officielle Syrien ankom fredag aften til Genève i skikkelse af Syriens FN-ambassadør, Bashar al-Jaafari, og den syriske viceudenrigsminister, Ahmad Arnous.

Ingen af de syriske delegationsmedlemmer sagde noget ved deres ankomst.

Oppositionen har krævet et totalt stop for styrets luftangreb og fri adgang til belejrede byer, før den vil diskutere en aktiv fredsproces.

Lørdag oplyser Læger Uden Grænser ifølge AFP, at yderligere 16 mennesker er døde af sult i den belejrede syriske by Madaya. Dermed menes i alt 46 mennesker at være sultet ihjel i byen siden december.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.