Syriens præsident Bashar al-Assads mor er død - 86 år
Anisa Makhloufs næstældste søn, Bashar al-Assad, var ikke udset posten som præsident, men storebroren døde.
Moren til Syriens præsident, Bashar al-Assad, er død, rapporterer præsidentens kontor ifølge syriske medier. Hun blev 86 år.
Moren til Syriens præsident, Bashar al-Assad, er død, rapporterer præsidentens kontor ifølge syriske medier. Hun blev 86 år. Foto: Uncredited/AP


Moren til Syriens præsident, Bashar al-Assad, er død, rapporterer præsidentens kontor ifølge syriske statsmedier. Hun blev 86 år.

Anisa Makhlouf døde lørdag på et hospital Syriens hovedstad, Damaskus.

Der er ikke oplyst en årsag til dødsfaldet.

Kilder tæt på familien fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP, at hun har været syg i årevis. Indtil 2012 rejste hun jævnligt til Tyskland, hvor hun fik behandling.

Behandlingerne i Europa ophørte, da EU samme år pålagde hende og flere medlemmer af Assad-familien indrejseforbud som følge af krigen. De fik også indefrosset midler.

Makhlouf blev i 1957 gift med Syriens mangeårige præsident Hafez al-Assad, som regerede Syrien fra 1971 til sin død i 2000.

Bashar al-Assad, som er uddannet øjenlæge, overtog posten en måned efter farens død.

I mellemtiden var vicepræsident Abdul Halim Khaddam, som fem år senere stak af fra Bashar al-Assad, konstitueret som præsident.

Anisa Makhlouf fik fem børn: Bushra, Basil, Bashar, Majed og Maher.

Basil var udset til at blive Hafez' arvtager. Men den ældste søn, som var oberstløjtnant i militæret, døde i en bilulykke i 1994. Han blev 31 år.

Mens det syriske styre promoverede Hafez al-Assad som en landsfader med et utal af portrætter overalt i landet, levede Anisa Makhlouf en anonym tilværelse i offentligheden.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.