Syrien: Vi generobrer en vigtig bydel
Kampene fortsætter mandag i byen Hasaka, hvor regeringen hævder at have generobret kvarter.
FN skønner, at 60.000 mennesker er sendt på flugt fra Hasaka. Der var 300.000 indbyggere i byen, før krigen brød ud i 2011.  Arkivfoto.
FN skønner, at 60.000 mennesker er sendt på flugt fra Hasaka. Der var 300.000 indbyggere i byen, før krigen brød ud i 2011. Arkivfoto. Foto: Uncredited/AP


Syriens regeringshær har generobret et større beboelseskvarter i byen Hasaka, som kortvarigt har været under Islamisk Stats kontrol.

Det meddeler syrisk stats-tv i en nyhedsudsendelse, hvoraf det fremgår, at hæren har "renset" kvarteret Nashwa for militante jihadister.

Samtidig skriver det nationale nyhedsbureau Sana, at regeringshæren har dræbt "et større antal terrorister" og uskadeliggjort en bombeladet lastbil tilhørende Islamisk Stat (IS).

Jihadisternes lynangreb torsdag i sidste uge betød, at tusindvis af beboere blev drevet på flugt.

FN skønner, at 60.000 mennesker er sendt på flugt fra Hasaka. Der var 300.000 indbyggere i byen, før krigen brød ud i 2011.

Hasaka regnes som strategisk vigtig, da byen ligger mellem Islamisk Stats territorier i Syrien og i nabolandet Irak.

Meldingen lyder omvendt fra Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, at Islamisk Stat har dræbt 12 syriske soldater og militsfolk, som er loyale over for præsident Assad.

IS har ifølge overvågningsgruppen erobret to kvarterer i den nordlige del af byen.

Ni jihadister fra IS er dræbt i kampe i Hasaka søndag.

Syriens regeringshær bomber mandag kvarterer i byen, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har mandag gentaget sin støtte til styret i Syrien.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.