Syrer mistænkt for bombeplan er anholdt i Leipzig
Efter to specialaktioner i weekenden har tysk politi anholdt person, som menes at planlægge bombeangreb.


En syrisk mand, der har været eftersøgt på grund af mistanke om, at han planlagde et bombeangreb i Tyskland, er blevet anholdt i Leipzig.

Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa tidligt mandag.

- Trætte, men overlykkelige: Vi pågreb den terrormistænkte i aftes i Leipzig, skriver politiet på Twitter.

Lørdag fandt politiet sprængstof i en lejlighed i Chemnitz. Den 22-årige mand, som nu er pågrebet, flygtede lørdag morgen.

Søndag stormede tyske specialstyrker en lejlighed under jagten på den eftersøgte.

Politiet anholdt i den forbindelse en mand, da de slog til mod en lejlighed i byen Chemnitz.

Den anholdte er en bekendt af den 22-årige syrer, sagde en talsmand for politiet i delstaten Sachsen til Mitteldeutscher Rundfunk (MDR).

Den hovedmistænkte kom til Tyskland som krigsflygtning i 2015.

Efterretningstjenesten fik for omkring to uger siden en mistanke om, at den 22-årige syrer kunne være i færd med at planlægge et bombeangreb. Det fortalte ARD's terrorekspert Michael Götschenberg ifølge MDR.

Disse oplysninger blev fredag givet videre til politiet i Sachsen, som derefter slog til lørdag i de tidlige morgentimer.

Ved ransagningen af lejligheden i Chemnitz blev det bekræftet, at syreren var nået meget langt med sine bombeplaner.

Politiet fandt sprængstof, som var så ustabilt, at man ikke kunne flytte det, sagde en talsmand lørdag.

Politiet har afvist at kommentere oplysninger i tysk presse om, at den 22-årige var i kontakt med Islamisk Stat, eller at han havde udset sig en lufthavn som mål for et bombeangreb.

Tyskland har været i forhøjet beredskab siden landet i løbet af en uge i juli var udsat for to angreb, som bevægelsen Islamisk Stat hævdede at stå bag. I Begge angreb blev udført af asylansøgere.

Cirka 890.000 migranter kom i 2015 til Tyskland. Mange af dem var flygtet fra krigshandlinger i Syrien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.