Symbol med blottet bryst inddrages i fransk burkini-debat
En historiker siger, at premierministerens brug af Marianne som et feministiske symbol er "idiotisk. "
Symbolet på den franske republik, Marianne, taler for et forbud mod de såkaldte burkinier, mener premierminister Manuel Valls.
Symbolet på den franske republik, Marianne, taler for et forbud mod de såkaldte burkinier, mener premierminister Manuel Valls. Foto: -/AP


Den franske premierminister, Manuel Valls, har vakt harme ved at inddrage symbolet på den franske republik, Marianne, i et opgør om forbud mod de såkaldte burkinier.

Han hævder, at symbolet taler for et forbud af den muslimske beklædningsdel, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Hendes bryster er blottede, fordi hun nærer folket. Hun bærer ikke et slør, fordi hun er fri, siger Valls i en udtalelse, som er blevet kritiseret en række steder.

Hans kritikere siger ifølge BBC, at han har spillet på racekortet forud for næste års præsidentvalg.

En historiker siger, at premierministerens brug af Marianne som et feministisk symbol er "idiotisk."

Mathilde Larrere, som er en ekspert i Den Franske Revolution, siger, at Marianne er en allegori, og at anvendelsen af hendes nøgne bryster kun er en "kunstnerisk kode", som ikke har noget at gøre med femininitet.

Marianne er opstillet mange steder i Frankrig og har en æresplads på rådhuse og i retsbygninger. Figuren, som symboliserer "Republikkens Triumf", er som bronzeskulptur opstillet på Place de la Nation i Paris.

Valls støtter borgmestrene i de sydfranske badebyer og understreger, at forvaltningsdomstolens afgørelse om en ophævelse af et burkiniforbud ikke stopper den debat, der er sat i gang.

- Det er en grundlæggende debat, der kommer som følge af andre debatter, siger han.

For seks år siden var Frankrig det første europæiske land, der forbød fuld tildækning på offentlige steder. I forvejen var det muslimske tørklæde bandlyst fra skoler. Det skete allerede i 2004.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.