HOSPITALER I KRISE
Sygeplejersker på Riget: "Heldigt, at patienten ikke døde"
En afdeling på Rigshospitalet, der tager sig af blandt andre hjerte- og lungepatienter, frygter for patienternes sikkerhed. Desuden er arbejdet så psykisk belastende, at afdelingen har fået to påbud af Arbejdstilsynet.
Sygeplejersker på en af Rigshospitalets afdelinger er så pressede, at de sommetider går grædende hjem fra arbejde. Det vides ikke, hvilken afdeling sygeplejerskerne på billedet arbejder på.
Sygeplejersker på en af Rigshospitalets afdelinger er så pressede, at de sommetider går grædende hjem fra arbejde. Det vides ikke, hvilken afdeling sygeplejerskerne på billedet arbejder på. Foto: Anders Kristensen/Arkiv/Rigshospitalet


Danske Patienter mener, at patientsikkerheden på en af afdelingerne på et af Danmarks fineste hospitaler er for dårlig. Der har været massive problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Afdeling 4141 på Rigshospitalet i København, der behandler alvorligt syge patienter med blandt andet hjerte- og lungeproblemer, havde for nyligt et så dårligt psykisk arbejdsmiljø, at afdelingen har fået to påbud i september 2014.

LÆS OGSÅ: Travlhed på sygehus: Patienter døde på gangene

Det fremgår af påbuddene, at sygeplejerskerne på dette tidspunkt var bekymrede for patienternes ve og vel. For eksempel skriver Arbejdstilsynet følgende efter et tilsynsbesøg:

"Medarbejderne oplyser, at de skal have hjælp og støtte fra en makker, men at det sker, at makkeren har så travlt, at det ikke er muligt, og at der ikke er tid til at læse manualen til maskinen, som de ikke er instrueret i. Efter sådan en vagt kan man godt tænke: 'Det var heldigt, at patienten ikke døde.' (...)"

LÆS OGSÅ: Afsløring: Elendige arbejdsforhold på dit sygehus

Ifølge Arbejdstilsynet er der cirka 120 ansatte på afdelingen.

- Det er helt urimeligt og uacceptabelt. Når personalet er så presset, kan det få alvorlige følger. Det viser talrige undersøgelser og Avisen.dk's eksempler, siger Morten Freil, der som direktør for Danske Patienter taler på vegne af 870.000 medlemmer af blandt andet Kræftens Bekæmpelse.

Barn fik pille galt i halsen

Selvom der stilles høje følelsesmæssige krav til personalet på 4141, er der tit ikke tid til at få psykisk førstehjælp fra en psykolog, skriver Arbejdstilsynet.

Såkaldt debriefing eller supervision var slet ikke sat i system, da påbuddet blev uddelt for et halvt år siden.

I påbuddet beskrev de ansatte, hvordan de gode intentioner om psykisk førstehjælp smuldrer efter noget så alvorligt som et dødsfald:

"Medarbejderne giver et eksempel på, at et barn var dødt efter at have fået en pille galt i halsen, der blev arrangeret debriefing efter nogle dage, men flere takkede nej, og det blev ikke rigtigt prioriteret i afsnittet, og på den måde sker det, at debriefing falder til jorden."

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker besvimer ved akuttelefonen

"Nu er vi igen inde i en presset periode"

En nyere undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at hver anden sygeplejerske vurderer, at patientsikkerheden er i fare på grund af travlhed.

Særligt belastende forløb på 4141

 

Ifølge Arbejdstilsynet er der flere ting, der belaster personalets psyke på afdeling 4141 på Rigshospitalet:

 

* Akut traumatiserede patienter (der kan være politi på afdelingen, og journalister ringer for at få oplysninger)

* Patienter med cystisk fibrose, der lungetransplanteres (patienter, der ikke får nye organer i tide dør - "der er ikke flere muligheder for behandling, og derfor er angsten udtalt")

* Skudtraumer og knivstik (pårørende, der fylder qua deres relation til rocker- eller bandemiljøet)

* Børn, der har fået noget galt i halsen eller er fladet fra højden, og som dør i forløbet

 

Kilde: Arbejdstilsynet

UDVID

Og der er noget om sygeplejerskernes bekymring. Avisen.dk er i besiddelse af 101 påbud, som Arbejdstilsynet har uddelt landet over.

- Det er som om, at det først nu er ved at gå op for landets politikere, at det rent faktisk er alvor. Der er ikke for alvor taget fat om problemets rod. Det bliver lappeløsning på lappeløsning, siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

LÆS OGSÅ: Stress på hospitalet: Børn vågnede i smerter uden hjælp

Men arbejdsforholdene på afdeling 4141 er blevet bedre, fordi ledelsen - siden Arbejdstilsynets påbud i september 2014 - har sat ind for at løse problemet, lyder det fra Tina Hansen, sygeplejerske og tillidsrepræsentant på Rigshospitalet.

- Vi har lige været inde i en god periode, men nu er vi igen inde i en presset periode, fordi mange stopper på grund af ønske om nye udfordringer eller øget arbejdspres. Andre er trætte af de mange skiftende vagter, siger Tina Hansen og uddyber:

- Det tager lang tid at forbedre arbejdsmiljøet. Det er ikke noget, der kan gøres på et halvt år. Mange af mine kolleger går hjem med en følelse af at være utilstrækkelige, og det er især dem med mindst erfaring, der er under pres.

Arbejdsmiljøchef: Vi har sat ind

På Rigshospitalet erkender ledelsen, at den psykiske førstehjælp ikke har været sat ordentligt i system.

- Det er ikke nok at have en god debriefing. Der skal være en systematik i forhold til opfølgning på traumatiske hændelser. Det har vi arbejdet med. Det er lagt ud til de ansvarshavende at give psykisk førstehjælp og såkaldt defusing. Den ansvarshavende skal sikre sig, at der bliver taget hånd om dem, der har været udsat for en traumatisk hændelse – og det skal ske, inden vagten er slut, forklarer Morten W. Andersen, der er chef for arbejdsmiljø og ledelsesudvikling på Rigshospitalet.

Han uddyber:

- Derefter vurderer den lokale ledelse, om det var tilstrækkelig krisehjælp. Hvis ikke får personalet hjælp fra en krisepsykolog.

LÆS OGSÅ: Personalet advarer: Sygehus Thy-Mors er ikke patientsikkert

Han ønsker ikke at svare på spørgsmål om patientsikkerhed.

- Hvis det virkeligt forholder sig sådan, så er det bekymrende. Men det må du tale med den lokale ledelse om. Jeg siger ikke, at det, personalet fortæller, er usandt. Men der kan være mange forskellige perspektiver på det her, siger Morten W. Andersen.

Oversygeplejerske: Udfordring med mange sygemeldinger

Ole Sigfred Petersen har arbejdet på Rigshospitalet i seks år.

Han er oversygeplejerske på afdeling 4141.

Sammen med den ledende overlæge er det Ole Sigfreds ansvar, at det fysiske og psykiske arbejdsmiljø lever op til lovens krav.

Men det kan ifølge oversygeplejersken være svært, når for eksempel 10 sygeplejersker stopper inden for kort tid. Konsekvensen er, at der skal løbes ekstra stærkt, og det går sommetider ud over patienterne, fortæller han.

- Patientsikkerheden kan i enkelte tilfælde være udfordret. Udfordringerne kan for eksempel være sygemeldinger blandt sygeplejerskerne og mange akutte patienter, siger oversygeplejerske Ole Sigfred Petersen.

Avisen.dk har forgæves forsøgt at få et interview med den ledende overlæge på afdeling 4141.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.