HOSPITALER I KRISE
Sygeplejersker besvimer ved akuttelefonen
Sygeplejerskerne, der tager akuttelefonen på Aalborg Universitetshospital, er så stressede, at de bryder sammen og besvimer på vagten.
Kvinden på billedet har intet at gøre med den aktuelle sag: Sygeplejersker i Nordjylland, der passer akuttelefonen, er under så stort et arbejdspres, at de bankes ud fra tissepauser og presses til at tage ekstravagter.
Kvinden på billedet har intet at gøre med den aktuelle sag: Sygeplejersker i Nordjylland, der passer akuttelefonen, er under så stort et arbejdspres, at de bankes ud fra tissepauser og presses til at tage ekstravagter. Scanpix/Arkiv/Preben Madsen


Sygeplejerskerne, der passer telefonerne på den vagtcentral, der sender ambulancer og akutbiler ud til akut syge og ulykkesramte patienter i Nordjylland, er så stressede, at flere er brudt sammen under deres vagt.

Der meldes om sygeplejersker, der er besvimet af udmattelse under vagten og som hyppigt oplever at blive kaldt på job på fridage. Det fremgår af påbud fra Arbejdstilsynet, som Avisen.dk har fået indsigt i.

"Medarbejdere udtrykker i denne sammenhæng bekymring for aktuel udbrændthed i personalegruppen samt bekymring for både kollegers og egen ve og vel på kort og på langt sigt," står der i påbuddet.

Det store pres på personalet rammer også borgerne, der ringer på akuttelefonen, lyder det fra de ansatte.

- Vi er sommetider så psykisk belastede, at det går ud over den service, vi giver borgerne, siger Mai-Britt Kristiansen, der er sygeplejerske og tillidsmand på vagtcentralen i Nordjylland.

Arbejdstilsynet beskriver blandt andet i påbuddet, hvordan en ansat gennem en periode har intensiveret arbejdet og taget meget overarbejde, hvorefter hun besvimer i vagtcentralen under et opkald.

Centralen med akuttelefonen er ramt af mange sygemeldinger, og det giver en del overarbejde for de andre, konkluderer tilsynsteamet fra Arbejdstilsynet.

Det kommer til at ramme patienterne

Arbejdstilsynet har nu pålagt regionen, der er arbejdsgiver, at nedbringe både arbejdsmængden og tidspresset. Men selvom påbudet faldt allerede i sommeren 2014, er det begrænset, hvad der er sket siden, lyder det fra Mai-Britt Kristiansen.

Hun fortæller, at der blev lavet en handleplan. Men den er kun delvist iværksat, og det mærkes på medarbejderne, lyder det fra de ansatte.

- Vi elsker vores job, men vi kan ikke holde til det. Vi brænder ud. Der er en risiko for, at de erfarne stopper, fordi de ikke vil være med mere, siger Britt Kristiansen.

Da påbuddet blev skrevet, var der 17 ansatte og en sundhedsfaglig leder på vagtcentralen. I dag er der 21 ansatte og en leder.

- Sygeplejerskerne på 112 og i traumecentret er nogle hårde hunde, men flere af dem stopper nu, fordi de tænker, at livet er for kort til et så stressende arbejdsmiljø. Når de erfarne stopper, er der en risiko for, at mængden af fejl stiger, siger Steven Krogh-Larsen, der er tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i den fælles akutmodtagelse.

Hvis ikke der tilføres flere midler og hænder, frygter han, at det vil få konsekvenser for patienterne.

Syv sms'er om ekstraarbejde på en fridag

Der er generelt ingen pauser under vagten for sygeplejeskerne, lyder kritikken fra Arbejdstilsynet. For eksempel er der ikke altid tid til at tage en tissepause, skriver tilsynsførende.

"(...) man kan blive nødt til at afbryde og forstyrre sin kollega i for eksempel tissepausen: Man er nødt til at banke på toiletdøren, når der er to, tre eller fire 112-opkald, der hænger og venter, oplyses det."

Et billede, som Mai-Britt Kristiansen genkender.

- Du kan ikke tage et pusterum og få lidt ro og alentid, hvis du har haft et hårdt opkald, hvor en mor ringer, fordi hendes barns hjerte er holdt op med at slå, siger hun.

At få lov til at holde fri på en fridag er heller ikke let.

"Enkelte medarbejdere oplyser, at man har oplevet at modtage op til syv sms'er/påmindelser om ekstravagter på en fridag," skriver Arbejdstilsynet.

Påbud på påbud

Det stressede arbejdsmiljø skyldes blandt andet snævre økonomiske rammer og gammeldags it- og telefonsystemer, lyder det fra medarbejderne.

- Vores ledelse lytter, men de mangler penge, så de aktuelle arbejdsmiljø-problemer kan løses, siger Mai-Britt Kristiansen.

Region Nordjylland er kun en af mange arbejdspladser i sundhedssystemet, der har fået et påbud for dårligt psykisk arbejdsmiljø, viser aktindsigterne, som Avisen.dk har fået via Arbejdstilsynet.

Netop nu har fire danske sygehuse røde smileys, og 41 afdelinger har gule smileys på grund af et problematisk arbejdsmiljø.

"Som at slå i en dyne"

Ifølge en stor arbejdsmiljøundersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd oplever hver tredje sygeplejerske, at kvaliteten i deres sygepleje er under pres på grund af faktorer i arbejdsmiljøet. På skadestuerne drejer det sig om hver anden sygeplejerske.

Lokalformanden fra Dansk Sygeplejeråd mener, at politikerne har sovet i timen.

- Det er som at slå i en dyne, siger Jytte Wester, der taler på vegne af over 8.000 nordjyske sygeplejersker.

- Vi producerer patienter til os selv, fordi personalet går ned med stress. Det er vel ikke meningen, siger hun.

Chef: Vi har et godt arbejdsmiljø

Vagtcentralens chef Jan Lindberg er ærgerlig over, at hans afdeling har fået et påbud, men han mener, at arbejdsmiljøet er blevet bedre.

- Vi bryder vi os ikke om at få påbud. Vi vil jo gerne sikre, at arbejdspladsen har glade ansatte, og at de kan yde den rigtige hjælp til de mennesker, der ringer ind og har behov for hjælpen, siger Jan Lindberg.

Han mener dog, at der er rettet op på størstedelen af de arbejdsmiljøproblemer, der har været. Ledelsen har for eksempel opnormeret med to stillinger, pointerer han.

- Vi har gjort, hvad vi skulle ifølge påbuddet, lyder det.

- Der kan altid arbejdes med det psykiske arbejdsmiljø. Det kræver blandt andet opmærksomhed på den enkelte medarbejder. Vi har lavet en række tiltag heriblandt supervision, uddyber chefen.

Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ulla Astman (S), der er regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Påbud fra Arbejdstilsynet

 

"(...) en ansat gennem en periode har intensiveret arbejdet / taget flere vagter over en periode og besvimer i vagtcentralen under et opkald."

 

Fordelingen af røde og gule smileys fra Arbejdstilsynet ser sådan ud:

  • Rød (sur) smiley 4 - Odense Universitetshospital, Regionshospitalet Silkeborg, Smertecenter Aalborg Universitethospital og Sygehus Vendsyssel Frederikshavn
  • Gul (mellemfornøjet) smiley 41

 

Se hele listen her.

 

Kilde: Arbejdstilsynet

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.