Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
FORESTIL DIG DEN situation, at din mulighed for mere i lønningsposen, falder når din kollega Ulla bliver meldt langtidssyg. Med Ulla langtidssyg skal arbejdspladsen pludselig betale både hendes og hendes afløsers løn. Situationen kan meget vel blive en realitet, hvis det står til Sass Larsen. Han vil nemlig fordele de penge, der kan spares i det offentlige ud til medarbejdere.
GADE VIDE HVILKEN stemning det udløser på en arbejdsplads? ”Er du sikker på du er syg, Ulla? For nu er du altså lidt en belastning, for min indkomst, forstås”. Hvor stor mon motivationen vil være for at inkludere mere skrøbelige medarbejdere på arbejdspladsen i fremtiden? Eller hvad er konsekvensen for borgerne, hvis medarbejderne skal vælge mellem lidt mere i lønningsposen eller lidt flere hænder?
Hvis ovenstående eksempler ikke viser den glidebane, man hurtigt kommer ud på, så ved jeg næsten ikke hvad der skulle eksemplificere det.
OFFENTLIGE ARBEJDSPLADSER er ikke private virksomheder med et overskud og en forretning, hvor man kan sælge det mindst lukrative fra. De skal ikke give overskud og de kan ikke køres som forretninger. Den enkeltes ”produktivitet” er svær målbar, vi producerer ikke en vare, der kan tælles på en hylde men passer børn, opklarer forbrydelser og passer de ældre – ofte i treholdsskift. Det er til at overse hvordan de enkelte medarbejdere kan påvirke budgettet. Er det ved et bestemt udfald i sagsbehandlingen? Hurtigere sagsbehandling, hurtigere afslutning af borgerens hjemmesygepleje, færre skiftninger af bleer, færre vikarer?
Hvorfor koncentrerer Sass Larsen sig ikke om hvordan vi skaber et godt arbejdsmiljø, basis for læring og udvikling af faglighed og gode resultater for borgerne?
FOLK SYNES AT VÆRE VILDE med incitamenter. Incitamenter kan være gode. Men de kommer altså altid med en bagside. Da man lavede produktivitetskravet i sundhedsvæsnet, var det for at sparke gang i ventelisterne. Og med rette. Men det endte med et sygt system, hvor medarbejderne begyndte at tænke i takster frem for hvad der var bedst for patienten og i at det bedre kunne betale sig med flere besøg på hospitalet end at samle det hele på samme dag. Det skabte et system, hvor man i nogle tilfælde var mere optaget af hvor meget man havde produceret end hvor mange patienter, der var blevet raske eller havde fået en god behandling.
AT SKABE At skabe incitamenter til at spare på budgetterne, kan nemt skabe situationer, hvor der ses igennem fingre med fejl, dårlige ydelser og resultater og hvor medarbejderne, hvis de råber op, i stedet for støtte, får vrede kolleger, der nu i stedet for ekstra i lønposen, må se pengene gå til en ekstra medarbejder. Vi ser lige nu incitamenter, der går på at kommunerne skal overholde måltal fremfor at give den rigtige og ordentlige sagsbehandling, hvilket har katastrofale konsekvenser for landets mest syge og udsatte borgere. Og vi har set rigelig med eksempler på offentlige chefer, der har fået tvivlsomme bonusser for tvivlsomme resultater.
Det skaber et sygt system, Sass Larsen, vi har rigelig med incitamenter, der ødelægger velfærden for befolkningen. Skab ikke flere, tak!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.