Sygeplejerske Freja Lilli Wirlander har fået nok af de af Københavns unge mennesker, som drikker sig fra sans og samling. Og som får brug for en tur på hospitalet.
På sin profil på Facebook skriver hun "Hvis jeg kunne havde I fået et girokort med i hånden, når i er vågne nok til at forlade afdelingen - hvilket forhåbentlig er på en yderst skamfuld måde, fordi I har spildt ambulancepersonale, sygeplejerskers og lægers tid".
Opslaget er henvendt til årets studenter, men er affødt af blandt andre deltagerne ved musikfestivalen Distortion.
Freja Lilli Wirlander er ansat på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, og fortæller til Ekstra Bladet, at hendes afdeling håndterede 10 indlæggelser på 16 timer. Alle handlede om fulde unge mennesker.
- En ting er, at man er kommet til skade, når man er fuld. Så skal man selvfølgelig have behandling. Men vi oplever, at en masse unge kommer på hospitalet, fordi de er så fulde, så de ikke selv kan gå hjem. Så er der andre, som ringer efter en ambulance. Det er for meget, siger Freja Lilli Wirlander til avisen.
Svar på tiltale
På sin Facebook-side giver folk hende igen. Blandt andre ønsker Thomas Skall ikke at blive behandlet af Freja Lilli Wirlander, hvis han kom på hospitalet.
Men Freja Lilli Wirlander giver igen og skriver, at alle på hendes afdeling bliver behandlet pænt:
"Min pointe er udelukkende at hvis du har drukket dig så fuld, at du ikke selv kan finde hjem, så er det spild af ressourcer at de skal indlægges. Jeg anfægter at man har så svært ved at styre sig, at man skal drikke sig så fuld at man ikke kan finde hjem".
Men der er masser af opbakning til den rasende sygeplejerske på Hvidovre Hospital. Hun får ros for at sige fra: "Det er igen de satans curlingforældre som ikke har lært deres børn om grænser og hvordan man i al almindelighed opfører sig. Det er jo ikke fordi der kommer et par stykker ind en gang imellem som har fået drukket for meget. Det er jo hverdagen som gør at der bliver sagt fra. Forældre og unge mennesker: tag ansvar!", skriver Søren Borup.
I forbindelse med Distortion var Freja Lilli Wirlander også ude med sin kritik. Her skriver hun blandt andet på Facebook, at hvis de unge er bevidstløst fulde ved ankomsten, "... så er det nødvendigt at vi tjekker om I har taget stoffer. Det gør vi ved at stikke et plasticrør igennem jeres urinrør, så vi kan få en prøve".
Den hilsen har studenterne også fået. Her tilføjer Freja Lilli Wirlander: "... dette (plastikrøret, red.) indføres ikke med blid hånd, for det er sq ikke muligt".