Af Harun Demirtas
SE ALLE BLOGINDLÆG
Sygeplejerske: Hvad ved politikerne om det virkelige liv og arbejde?

KÆRE SKATTEBETALER

Du betaler min løn, og derfor føler jeg mig forpligtet til at informere dig om, hvordan alt står til på vores arbejdspladser.

Du er vores sidste chance, og jeg føler ikke, der bliver lyttet til os fra Christiansborg.

Hver gang vi åbner munden, bliver den lukket af politikere.

Patienter, der besvimer og falder om på et hospital på grund af sygeplejerskernes dårlige tid til at holde øje med patienternes væskebalance og medicin og patienter, der bevidst bliver lagt til at sove, fordi personalet på Køge sygehus ellers ikke kan nå deres opgaver, er umiddelbart ikke nok. Vi råber rigeligt til politikerne, men det føles håbløst.

Jens Stenbæk (V), der er regionsformand i Region Sjælland og næstformand i Danske Regioner, har afvist, at der skulle være tale om, at patientsikkerheden er truet på grund af travlhed på hospitalerne.

Han refererer til en rapport fra Arbejdstilsynet, hvor antallet af påbud er det laveste i de seneste fem år, og påpeger, at der blev brugt mange penge på sundhedsvæsenet.

Dog undrer det mig, hvorfor han ikke samtidig fortæller om, hvad der er sket i sundhedsvæsenet mellem 2007 til 2017, hvor der har været et krav om at øge produktiviteten på hospitalerne med 2 pct. hvert år.

Imens de fleste blandt sundhedspersonalet kæmper for at fjerne kravet og råber politikerne op om, at de ikke kan mere, og det går ud over patientsikkerheden, hvordan kan man som regionsformand så påstå præcis det modsætte og derefter også konkludere, at der heller ikke findes problemer med trivsel blandt personalet?

NÅR MAN som formand for en region siger det modsatte af det, flere sundhedsfagligt ansatte gør opmærksom på, burde det i sig selv være problematisk for trivslen og tilliden til formanden på arbejdet.

Men problemet er ret kendt blandt politikerne, og det er kronisk.

Et tilintetgørelsessyndrom af de sundhedsfaglige og deres ord.

Jens Stenbæk fortæller, at der er investeret penge, og at flere sundhedsfaglige er blevet ansat, men det undrer mig, hvad han ellers havde forestillet sig?

I undersøgelsen de selv har stået for, har de sagt, at flere mennesker er i kontakt med hospitalerne end før, og der er flere patienter i psykiatrien end før. Heldigvis dør færre danskere af kræft og hjertesygdomme, og der er kortere ventetider på operationer.

Med den øgede aktivitet og produktion burde det da være en selvfølge også at tænke på de ressourcer, der skal hjælpe patienterne igennem det indviklede system.

Hver gang jeg får et håb om, at der snart sker en udvikling, fordi vi i dag godt tør fortælle, hvor forfærdeligt, vi har det, hører jeg politikerne modsige os endnu en gang.

Og det frustrerer mig, fordi når vi som plejepersonale fortæller om problemer, har vi endda en praksis, vi kan begrunde med.

MEN HVAD har politikerne af erfaringer fra det virkelig liv og arbejde, siden de så sikkert kan beslutte og binde sig i fast til, at der hverken er problemer med trivsel blandt personalet eller med patientsikkerheden?

Hvad ville politikerne mon selv tænke, hvis de skulle arbejde på den måde, som vi gør?

Hvor mange gange har regionspolitikerne mon været på gulvet, siddet tæt på patienterne, haft vagter på benene i 7 ud af 8 timer, ondt i fødderne af at gå frem og tilbage på en gammel hospitalsgang?

Hvor mange gange har de følt sig tvunget til at spise deres frokost på bare 10 minutter?

Jeg ville sådan ønske, at alt så ud, som Jens Stenbæk siger. Men det er langt fra virkeligheden for os, der arbejder på gulvet.

Jeg er uendelig mange gange blevet spurgt af mine patienter, der ligger syge, og af deres pårørende, om jeg har fået mad og drikke.

Faktisk har flere patienter spurgt mig, om vi har meget travlt. Fordi de umiddelbart selv kan se og mærke det.

Nogle patienter undgår bevidst at kalde på os, fordi vi umiddelbart er blevet for dårlige til at skjule, hvor hårdt vi har det på arbejde.

Det, at patienter selv kan mærke, at vi har travlt, og derfor undgår at hive i den røde snor for at få fat i os, er i sig selv et kæmpe problem.

DERFOR: Kære Jens og andre, der lider af det kroniske syndrom, imens jeg sammen med tusindvis af andre sygeplejersker giver udtryk for vores travlhed og bliver bakket op af vores patienter, fordi de faktisk kan se og høre:

Vil du/I ikke godt lade være med at få det hele til at se ud, som om der ikke er nogen problemer?

Patientsikkerheden er i fare, mere end nogensinde.

Om Harun Demirtas

Harun er sygeplejerske og arbejder lige nu på Rigshospitalets Neonatalklinik. Han har syv års erfaringer inden for sygeplejen. Han har tidligere arbejdet som både som sosu-hjælper og sosu-assistent og været ansat på plejehjemme, hjemmepleje samt på social psykiatriske bosteder. Harun har også arbejdet frivilligt som rådgiver om HIV-Aids hos LGBT foreningen i København, og været bestyrelsesmedlem i FN Malmø afdelingen i et år for sætte fokus på miljø og fattigdom i Afrika. I dag er han i gang med sin meningsdanneruddannelse hos Dansk Sygeplejeråd og forsøger at debattere og sætte dagsorden for sygeplejen. Harun vil blogge med udgangspunkt i sin hverdag som sygeplejerske, og som tidligere asylansøger, der har været igennem systemet, vil han også skrive indlæg om integration af indvandrere og flytninge.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.