Harun er sygeplejerske og arbejder lige nu på Rigshospitalets Neonatalklinik.
Han har syv års erfaringer inden for sygeplejen. Han har tidligere arbejdet som både som sosu-hjælper og sosu-assistent og været ansat på plejehjemme, hjemmepleje samt på social psykiatriske bosteder.
Harun har også arbejdet frivilligt som rådgiver om HIV-Aids hos LGBT foreningen i København, og været bestyrelsesmedlem i FN Malmø afdelingen i et år for sætte fokus på miljø og fattigdom i Afrika.
Harun vil blogge med udgangspunkt i sin hverdag som sygeplejerske, og som tidligere asylansøger, der har været igennem systemet, vil han også skrive indlæg om integration af indvandrere og flytninge.
HVIS EN 73-årig mand brænder ihjel i en ældrebolig, og en politibetjent bliver dræbt af en psykisk syg, kan man fastslå, at både ældreplejen og psykiatrien er blødende sår i Danmark.
Politikerne står sammen med tusindvis af andre danskere for at udtrykke sympati for politibetjenten på gaderne og laver en statsbisættelse - men svaret på, hvorfor en psykisk ustabil mand var ude på gaderne og ikke i behandling på en hospitalsafdeling, udebliver.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om politibetjenten Jesper mon stadig havde været iblandt os, hvis vi havde været bedre til at investere i sundhedsvæsenet og gjort det muligt at observere denne psykisk syge og ustabile mands tilstand?
En statsbisættelse for politibetjenten gør os alle stolte, men vi må ikke glemme, at statsbisættelsen egentlig også kunne være et tegn på skyldfølelse hos politikere og ikke mindst hos os almindelige danskere.
Skyldfølelse hos politikerne, fordi de ikke prioriterer psykiatrien nok, og hos almindelige danskere, fordi vi ikke presser politikerne nok til at skabe gode forhold for de sundhedsfaglige, så de kan behandle alle de psykisk syge, der er til skade for andre.
ENDNU EN historie, der bør bringe skam over os, kom den 16. december.
En 73-årig mand dør pga. røg fra en brødrister i en ældrebolig tilknyttet et plejehjem. Indtil brandvæsenet når frem, går ilden ud af sig selv, fordi der ikke var ilt nok til, at branden kunne fortsætte.
Ikke alene det, at det er børnehavebørn, der opdager røgen og tilkalder hjælp, men også tanken om en mand, der er forladt hjælpeløs og alene i en bolig helt for sig selv, som ikke kan bevæge sig og måske under branden giver op og ser, hvordan ilden, varmen og røgen nærmer sig ham for at slå ham ihjel, bør bringe skam over os.
Familien til denne ældre mand har nok ikke gjort sig tanker om en statsbisættelse - for når staten ikke har gjort det muligt at yde ham en god pleje og behandling, hvordan kan man så drømme om en statsbisættelse?
Dagen efter hans dødsfald var der nærmest ingen medier, der gad dække det eller skrive om hans død.
DET VAR uinteressant, at en 73-årig mand var brændt ihjel, og at plejehjemspersonalet ikke havde opdaget det.
Ældre har i mange år været nedprioriteret i Danmark. Kommunen går sikkert ind i sagen, undersøger den, og højst sandsynligt ender det sikkert med fine formuleringer for at dække over problemet.
Og i mellemtiden vænner vi os til dødsfald på den mest uværdige måde og til tanken om, at ældre er en kæmpe byrde for samfundet.
Tanken om, at ældre brænder ihjel, falder, slår hovedet og dør på stedet, mens de går på toilettet, bliver acceptabel og uinteressant for medier og for os, hvorfor ansvaret for at følge op på disse sager udebliver hos politikerne.
Vi vidste i forvejen godt, at ældreplejen har det dårligt i Danmark, men så dårligt, at ingen reagerer på mandens dødsfald, er endnu et stærkt tegn på, at kvaliteten af plejen for ældre har nået bunden.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.