Sygeplejerske i ebola-ramt land: Folk råber hurra til os
Arbejdet i det ebola-ramte Sierra Leone har været hårdt, men det har betalt sig, beretter dansk sygeplejerske.


Blodprøver, drop og ambulancer med døde ebola-patienter har været hverdagen i fire måneder for den danske sygeplejerske Astrid Opstrup.

Selvom det har været hårdt at arbejde midt i verdens mest omfattende ebola-udbrud, har arbejdet alligevel været det værd, mener sygeplejersken.

- Det er ikke kun død og ødelæggelse det hele. På min anden dag udskrev vi 14 patienter, og det var helt fantastisk. Folk dansede og var super glade, siger hun til Ritzau.

- Når patienterne er udskrevet, takker de os, og nogle af dem råber hurra.

Den 32-årige Astrid Opstrup er netop vendt hjem til Danmark efter at have arbejdet som isolations-sygeplejerske i et behandlingscenter i byen Kailahun i Sierra Leone for Læger Uden Grænser.

Her har hun sammen med andre sygeplejersker taget imod patienter, der har udvist symptomer på ebola såsom høj feber, mavesmerter og ondt i halsen.

Hun vurderer, at 30-40 procent at de patienter, der kom i centret, efterfølgende kunne udskrives som raske.

En del af arbejdet har bestået i at tage blodprøver for at finde ud af, om patienterne har ebola eller ej. Derudover har sygeplejerskerne sørget for, at patienterne har fået mad og drikke.

Beslutningen om at tage til Sierra Leone har ikke været nem for Astrid Opstrup. Den største skræk for hende har været at blive smittet med den dødelige virus.

- Jeg var opmærksom på alt omkring mig. Hvis jeg har rørt ved en journal eller en kuglepen, så vaskede jeg hænder lige efter. Det var også svært at vænne sig til, at man ikke måtte røre ved ens ansigt, siger hun.

Hver dag skulle hun iføre sig en beskyttelsesdragt for at undgå at blive smittet og hænderne skulle vaskes konstant.

Indtil videre er over 4000 mennesker ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO døde af ebola.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.