Et par smøger. Lidt vin. Noget mange sikkert kan nikke genkendende til at være med til at gøre livet lidt sødere, selvom det måske egentlig er lidt af en synd.
Ja, på landets hospitaler er det faktisk helt forbudt både at drikke alkohol og ryge smøger.
Men det var det, den nu afdøde Carsten Flemming Hansen havde lyst til, da han blev indlagt på Aarhus Universitetshospital.
Det er der, sygeplejerskerne siger, at det er derfor, det giver mening at være sygeplejerske.
Og det fik han altså lov til. To grønne LA-cigaretter, lidt hvidvin og til sidst lidt rosé. Billedet af den dødssyge Carsten er blevet delt vidt og bredt på Facebook.
Det var Rikke Kvist, der hjalp Carsten Hansen med at få opfyldt sit sidste ønske.
- Jeg tror, danskerne tænker, at det er dejligt, at der trods en travl hverdag også er plads til individuelle særbehandlinger og omsorg, sagde hun lørdag til avisen.
Og nu får hun ros fra formanden sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd:
- Det er rigtig flot arbejde, det er det, der giver det mening at være sygeplejerske på et hospital, at man også får den frihed til at sætte patienten i højsæde og lytter alvorligt til, hvilke ønsker de har, siger Grethe Christensen, der er formand i Dansk Sygeplejeråd.
Formentlig flere oplevelser end man tror
Formanden tror, at grunden til at danske Facebook-brugere har været så glade for billedet er, at der findes mange historier om gange, hvor sundhedsvæsenet har været stresset og systemet rigidt.
- Det er derfor, befolkningen kan have den opfattelse af, at det her er one-in-a-million. Jeg tror, der er flere af dem, end man reelt set hører om. Folk der er glade og synes, de har fået en god behandling uden nødvendigvis at have delt det på Facebook, men bare har haft oplevelsen selv, siger hun.
Hun forklarer desuden, at Dansk Sygeplejeråd arbejder på inddrage patienterne mere og mere i arbejdet. Men at det nogle gange kan være svært at få det hele til at gå op i en højere enhed.
- Patienterne skal give udtryk for deres ønsker, den person der lytter til det her også tager handling på det, og endeligt skal der være en ledelse, der bakker op om, at man gør noget alternativt. De tre ting var til stede på samme tid, og det var de her, siger hun til Avisen.dk.
Håber at historien kan inspirere andre
Grethe Christensen opfordrer desuden sine medlemmer til, at flere kan gøre noget lignende. Det handler først og fremmest om at snakke med ledelsen på afdelingen.
- Tag et kaffemøde nu her og sig, hvad ville der have været sket ved os, hvis det havde været mig, der havde gjort det her. Brug historien her som anledning til at tage snakken, siger hun.
Hun mener, at det er i sådanne øjeblikke, at jobbet som sygeplejerske giver noget ekstra.
- Det er der, sygeplejerskerne siger bagefter, at det er derfor, det giver mening at være sygeplejerske.
Han var blevet indlagt med en udposning på pulsåren i maven, som var bristet. Carsten Flemming Hansen var for syg til at blive opereret og han døde fredag.