Sygeplejeråd siger klart nej til sporingschip
Det er udtryk for en syg kontrolkultur at påføre sygehuspersonale en sporingschip, mener Dansk Sygeplejeråd.
Danske Regioner vil udstyre læger og sygeplejersker på sygehusene med en chip, så det kan spores å arbejdspladsen. Dansk Sygeplejeråd er meget skeptisk.
Danske Regioner vil udstyre læger og sygeplejersker på sygehusene med en chip, så det kan spores å arbejdspladsen. Dansk Sygeplejeråd er meget skeptisk. Foto: Colourbox/Free


Det er den forkerte vej at gå, når Danske Regioner nu vil have personalet på sygehusene til at gå med en chip, der kan spore dem overalt på deres arbejdsplads.

Det mener formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.

- Det kan give fin mening med en chip på hospitalsudstyret, men i forhold til menneskene er det stærkt problematisk, for det er en kontrolinstans, som ikke kan undgå at påvirke medarbejdernes ageren i hverdagen, siger hun.

Hun opfordrer derfor sygehusene til at overveje gevinsten meget nøje, før den lille ordning, der udsender sporbare ultralydssignaler, bliver en del af sygehuspersonalet faste udstyr.

- Når man sætter en chip på medarbejderen, er det et signal om, at man ikke helt har tillid til dem, siger Grete Christensen

- Og så er det udtryk for et alt for stort fokus på effektivitet, når man begynder at kontrollere folk, når de holder pauser eller går på toilettet. I stedet burde man være optaget af, hvilken kvalitet personalet yder i den enkelte situation, siger hun.

Trods formandens bekymring er afdelingssygeplejerske Susanne Buch Vinter anderledes positiv.

Hun har som del af Akutafdelingen på Regionshospital Horsens siden 2012 ved hjælp af sporingschip kunnet følge afdelingens læger og sygeplejersker på elektroniske tavler på skadestuen

Og her er erfaringerne gode:

- Førhen brugte vi rigtig meget tid på at finde hinanden i afdelingen. Det er en lettelse, at vi i dag nemmere kan finde hinanden. På den her måde kan jeg se, om en sygeplejersker står ved en dårlig patient og dermed bedre vurdere, om jeg vil forstyrre hende, siger Susanne Buch Vinter til Ugebrevet A4.

Og samme positive tilgang leverer Charlotte Thaarup, fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital og næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget (HMU).

- Jeg har ikke noget imod, at man sparer nogle skridt. Vi bruger rigtig meget tid på at rende rundt og lede efter hinanden. Hvis man kan gøre en arbejdsdag lettere ved at se, hvor jeg er, så kan jeg ikke have noget imod det, siger hun til Ritzau.

De åbne sind i Horsens og Aarhus overbeviser dog ikke Grete Christensen i Dansk Sygeplejeråd.

- Jeg tror, man skal se det i lyset af, at de hele tiden bliver målt på et krav om øget effektivitet, og derfor kan de komme til at glemme alt det, der går tabt, når man indfører øget kontrol, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.