Der skal flere specialuddannede sygeplejersker i kommunerne til at tage sig af folk med psykiatriske lidelser.
Det mener Dansk Sygeplejeråd, der nu vil arbejde for en øget indsats, efter at problemet er blevet rejst af sygeplejerådets nordjyske kreds. Det fortæller DR Nordjylland.
- Hjemmesygeplejersker møder i stigende grad patienter med psykiske sygdomme, og det, de giver udtryk for - er - at de mangler viden på det her område, siger Jytte Wester, formand for sygeplejerådets nordjyske kreds, til DR Nordjylland.
Dansk Sygeplejeråd bakkes op af Landsforeningen SIND, der mener, at en ringe kommunal indsats kan have store konsekvenser.
- Hvis man er rigtig uheldig, så kan det ende ligesom nede i Sakskøbing, hvor der er nogen, der bliver slået ihjel, fordi man har en kommunal indsats, der ikke er gearet til så syge folk, siger Knud Kristensen, formand for SIND til DR Nordjylland.
For få uger siden stak en psykisk syg mand to ansatte ned på bostedet Saxenhøj på Falster. Begge ansatte døde af deres kvæstelser.