Sygehusansatte tæsket af psykisk syg: Førte til hjerneblødning og kæbebrud
Fire ansatte er sygemeldt med kæbebrud, hjernerystelse og hjerneblødning efter overfald i Aalborg.
Tre social- og sundhedsassistenter og en sygeplejerske blev tidligere på måneden overfaldet af en psykisk syg mand. (Genrefoto)
Tre social- og sundhedsassistenter og en sygeplejerske blev tidligere på måneden overfaldet af en psykisk syg mand. (Genrefoto) Foto: Colourbox.dk/Colourbox


En patient på psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital jagtede angiveligt en medpatient, da han stødte på tre social- og sundhedsassistenter og en sygeplejerske.

Manden skal have overfaldet de fire ansatte. En fik varm kaffe i ansigtet, en anden mellem ti og 15 knytnæveslag i ansigtet, mens en blev slået i tindingen.

- Der har været tale om en yderst dramatisk situation, som kunne have været endt langt værre for de fire, skriver formand for FOA-Aalborg Kristian Gaardsøe.

- Gerningsmanden blev under slagsmålet låst ude i en rygegård, og politiet kunne tilkaldes. Men inden havde alle fire medarbejdere lidt voldsomt.

Overfaldet fandt sted 4. juni, men det er først kommet frem næsten to uger senere. Alle fire er sygemeldt med blandt andet kæbebrud, hjernerystelse og hjerneblødning efter overfaldet.

Overfaldet er endnu et eksempel på, at sikkerheden for de ansatte i psykiatrien halter, mener formand for FOA Dennis Kristensen.

- Desværre kender vi disse historier alt, alt for godt, skriver han i en pressemeddelelse.

I marts blev en social- og sundhedsassistent dræbt på bostedet Lindegården i Roskilde, og i 2014 mistede to medarbejdere på botilbuddet Saxenhøj i Sakskøbing livet, da en beboer angreb dem med en kniv.

- Hvor mange flere begivenheder fra hverdagen ønsker politikerne sig, før de griber langt mere effektivt ind mod de vilkår, der bydes de ansatte i psykiatrien, spørger Dennis Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.