Henriette Færgemand Flink fandt ud af, at der manglede papirer på seks års lægebesøg, da hun fik afslag på fleksjob.
Birger Andersen opdagede, at en fem år gammel psykiater-udtalelse var brugt i et afslag fra kommunen.
”Jeg har konstateret fejl efter fejl i gennem årene. Vi taler ikke om småting. Der er fundet forkerte psykiaterudtalelser, fejltolkninger af min arbejdsevne, dokumenter der ikke kan læses eller helt forsvinder,” siger Birger Andersen.
Henriette Færgeand Flink og Birger Andersen ikke er de eneste, der føler et behov for at se, hvad kommunen skriver om dem, mens deres sag kører.
Mange syge, må søge aktindsigt, hvis de kører en kompliceret sag.
4.175 aktindsigter i én forvaltning
Sidste år modtog én enkelt af Københavns Kommunes syv forvaltninger i alt 4.175 anmodninger om aktindsigt.
Men i langt de fleste tilfælde er der ikke brug for den slags, lyder det fra Niels Gansted.
Han er centerchef på jobcenter Musvågevej i Københavns Kommune, hvor man årligt behandler omkring 1.000 aktindsigter. 90 eller 95 procent er fra borgeren eller folk, der repræsenterer borgere.
”I visse situationer er det rigtigt, at borgerens medvirkning via aktindsigter medhjælper til at få sagen på rette kurs. I langt hovedparten af de borgere, vi har tilknyttet, der kører sagerne som de skal med eller uden aktindsigt," siger Niels Gansted.
Der kan være gode grunde til at søge aktindsigt, siger han:
”Et eller andet sted kan jeg godt forstå det. Nogle borgere har måske været på kontanthjælp i en årrække og tilknyttet mange forskellige centre. Så forstår jeg godt, at en borger kan få behov for at få et overblik over, hvad det egentlig er, at kommunen har skrevet om dem."
Nemt at søge
De fleste kommuner, Avisen.dk har talt med, kunne ikke give samme præcise tal for omfanget af aktindsigter som Københavns Kommune.
Ifølge en undersøgelse fra mediet Danske Kommuner, mener landets kommuner, at det primært skyldes lettere adgang til e-mail, når antallet af aktindsigter er steget stødt.
En anden grund er ifølge undersøgelsen en generel tendens til at kigge embedsmænd efter i kortene.