Sygdomsrekord: Lærere på erhvervsskoler sygemelder sig som aldrig før
Lærerne på erhvervsskoler og VUC melder sig syge som aldrig før. I gennemsnit har de 12 sygedage om året.
Det er de nye arbejdstidsregler, der får sygefraværet blandt lærere på erhvervsskoler til at stige markant, mener erhvervsskolelærernes formand, Hanne Pontoppidan. Fotoet er ikke fra en erhvervsskole, men viser elever i 9.x på Rødovre Skole.
Det er de nye arbejdstidsregler, der får sygefraværet blandt lærere på erhvervsskoler til at stige markant, mener erhvervsskolelærernes formand, Hanne Pontoppidan. Fotoet er ikke fra en erhvervsskole, men viser elever i 9.x på Rødovre Skole. Foto: Kühn Hjerrild Melissa/Polfoto


Elever på landets erhvervsskoler og voksenuddannelsescentre (VUC) må ofte undervises af vikarer eller sidde alene i timerne, fordi deres lærer er sygemeldt.

Nye tal viser, at lærerne på de to uddannelsessteder i gennemsnit havde tæt på 12 sygedage sidste år.

Det er en stigning på 35 procent på erhvervsskolerne og 22 procent på VUC i forhold til 2012, skriver Uddannelsesbladet på baggrund af tal fra Moderniseringsstyrelsen.

Formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, siger til Ritzau, at stigningen er foruroligende, fordi lærere normalt er tilbageholdende med at melde sig syge.

- Når der pludselig kommer så voldsom en stigning, så er det udtryk for, at der er noget ravruskende galt ude på skolerne.

Hun mener, at en stor del af fraværet kan forklares med de nye arbejdstidsregler, som trådte i kraft i 2014, og som også folkeskolelærerne er underlagt.

Reglerne betyder blandt andet, at ledelsen har ret til at lede og fordele arbejdet, hvilket betyder mere undervisningstid og mindre forberedelsestid.

- Hvis der er noget, som lærere hader, så er det at møde uforberedte. Det tærer at føle, at kvaliteten af ens undervisning ikke er god nok.

- Så bliver man lettere syg, og hvor man tidligere valgte at mande sig op, så tager flere i dag konsekvensen og melder sig syge, siger Hanne Pontoppidan.

For næstformanden i Erhvervsskolernes Elevorganisation, Mie Hovmark, bekræfter de nye tal det, som eleverne længe selv har mærket på egen krop.

Hun siger, at sygefraværet kommer oveni, at der på grund af et faldende elevtal er fyret lærere på mange skoler.

- Når der i forvejen mangler lærere, så bliver det endnu værre med et højt sygefravær. Vi hører om mange elever, der er frustrerede.

- Nogle gange kommer der en vikar, men vi hører også om skoler, hvor den samme lærer må undervise i to klasser på samme tid. Er det ikke muligt, så kan skolerne vælge at sende eleverne hjem, siger Mie Hovmark til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.