Sygdomsramt konge vender tilbage på job
I starten af oktober blev svenske kong Carl Gustaf ramt af en diskusprolaps, men nu er han ved at være på toppen igen.
Den svenske kong Carl Gustaf er ved at være ovenpå efter en diskusprolaps.
Den svenske kong Carl Gustaf er ved at være ovenpå efter en diskusprolaps. Foto: Scanpix/arkiv


En diskusprolaps sendte Sveriges kong Carl Gustaf til tælling i starten af oktober.

Den 70-årige monark skulle efter lægens ordre hvile sig en uges tid og efterfølgende påbegynde et genoptræningsforløb efter diagnosen, mens ellers skulle han tage den fuldstændig med ro.

Nu melder det svenske kongehus, at kongen er klar til at vende tilbage til de royale forpligtelser og deltager således, når et svensk miljøinstitut holder foredrag onsdag den 19. oktober i landets hovedstad, Stockholm.

Den positive melding kommer godt en uge efter, at det svenske kongehus gennem avisen Expressen fortalte om kongens fysiske helbredstilstand.

- Kongen har haft ondt i sin skulder et stykke tid, fordi han har haft en diskusprolaps. Nu skal kongen tage den med ro i en uges tid og vil derefter genoptage sit program, lød meldingen fra hoffets informationschef, Margareta Thorgren, i starten af oktober.

- Kongen har det godt, tilføjede Thorgren over for Expressen.

Når kongen fra onsdag den 19. oktober genoptager sine forpligtelser, bliver programmerne dog justeret en anelse for at tage hensyn til genoptræningsforløbet og helingsprocessen, lyder det fra kongehuset.

Meldingen om kong Carl Gustafs diskusprolaps kom kort tid efter, at det svenske kongehus oplyste, at kongens søster, prinsesse Christina, er ramt af leukæmi - blodkræft.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.