Sygdomme og ulykker skæmmer PFA's regnskab for 2015
Mens pengene stadig vælter ind hos PFA, koster det koncernen dyrt, at forsikringsdelen gav et stort minus.


Danmarks største pensionsselskab, PFA, gav et pænt afkast til sine kunder i 2015. Men for virksomheden selv er regnskabet ikke et af de kønne. PFA tabte over en halv milliard på at forsikre sine kunder, og det sender resultatet i minus.

Det viser regnskabet for 2015, der er offentliggjort mandag.

Regnskabet viser, at det går fortsat fremad for indbetalingerne til PFA, der i året landede på 28,7 milliarder kroner. Pensionsforretningen gav da også et overskud på 1,1 milliarder kroner.

Til gengæld gav forretningen inden for syge- og ulykkesforsikring et dundrende underskud på 644 millioner kroner. Da PFA samtidig betalte fuld skat, endte 2015 med et samlet underskud på 469 millioner kroner.

- Resultatet af syge- og ulykkesforretningen er ikke tilfredsstillende og et resultat af konkurrencesituationen på firmapensionsmarkedet samt flere og større gennemsnitlige udbetalte erstatninger i 2015, skriver PFA i regnskabet.

Mens PFA fik flere penge under forvaltning i 2015, er der rift om danskernes pensionsopsparinger, fortæller selskabet.

- Da markedet for firmapensionsordninger er mættet, har konkurrencedynamikken gradvist ændret sig, så pensionsselskaberne i stigende omfang fokuserer på vækst i privatkundesegmentet, skriver PFA.

Når det kommer til pensionerne, gav PFA afkast på 13,6 milliarder kroner i 2015, svarende et plus på mellem 5,3 og 12,3 procent for den, der får en såkaldt markedsrente.

- På trods af store udsving på de finansielle markeder har vi leveret solide afkast til kunderne og det på et niveau blandt de bedste i markedet.

- Samtidig er det lykkedes os at tiltrække nye virksomhedskunder og øge indbetalingerne, og det vil komme alle vores kunder til gode gennem stordriftsfordele og lavere enhedsomkostninger, skriver administrerende direktør Allan Polack i regnskabet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.