Sygdom tvinger ung sangstjerne til pause
Sangerinden Selena Gomez holder pause fra musikken for en stund, mens hun forsøger at få sin sygdom på ret køl igen.
Selena Gomez afslørede sidste år, at hun har sygdommen Lupus.
Selena Gomez afslørede sidste år, at hun har sygdommen Lupus. Foto: Evan Agostini/EVAN AGOSTINI/INVISION/AP


Hendes karriere kører i øjeblikket på skinner, men det går ikke, som det skal med helbredet for popsangerinden Selena Gomez.

Derfor har den 24-årige sangstjerne nu meddelt, at hun har brug for at trække sig tilbage for en stund, skriver magasinet People.

I oktober sidste år fortalte den tidligere Disney-stjerne for første gang, at hun var blevet diagnosticeret med sygdommen Lupus, og at hun derfor havde været igennem et forløb med kemoterapi.

I en udtalelse til magasinet fortæller "Hands to Myself"-sangerinden nu, at den kroniske sygdom også har påvirket hende psykisk.

- Jeg har fundet ud af, at angst, panikanfald og depression kan være bivirkninger ved Lupus, hvilket kan udgøre en udfordring i sig selv, siger Selena Gomez i meddelelsen ifølge People.

- Jeg ønsker at være proaktiv og fokusere på at opretholde mit helbred og min glæde, og derfor har jeg besluttet, at den bedste vej frem er at tage fri i et stykke tid, fortsætter sangerinden og takker samtidig alle sine fans.

Sangerinden har på det seneste haft travlt, da hun har turneret verden rundt med sit seneste album "Revival", der udkom i oktober sidste år.

Sygdommen Lupus går ofte under forkortelsen SLE og er en form for multisystemisk sygdom, hvor der i de fleste tilfælde opleves symptomer i kroppens led og på huden.

Symptomerne kan dog være meget forskellige fra person til person, men den kendetegnes også ved, at immunforsvaret er svækket.

Da sangerinden i første omgang blev diagnosticeret med sygdommen, satte hun også karrieren på pause.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.