Som ventet kunne Bjerringbro-Silkeborg ikke stille noget op mod Paris Saint-Germain Handball over 60 minutter i Champions League.
Den danske håndboldmester førte gennem de første 20 minutter, men måtte se sig slået 30-36 af Mikkel Hansen og co.
BSV's bagskytte Nikolaj Markussen var overordnet tilfreds med indsatsen.
- Generelt synes jeg, vi løste det godt, men man må også lette på hatten for PSG, der er et verdensklassehold, siger Nikolaj Markussen.
- Selv om vi arbejdede og pressede dem, så var de bare så dygtige, at de lagde de to ekstra afleveringer, der gjorde, at de kom til helt fri afslutninger. De kom med stor fysik og fordelte boldene, så det var svært at dække op.
- Vi regnede ikke med point, men jeg synes, vi leverede et flot indsats. Så er det ingen skam at tabe til et bedre hold på dagen.
- Det var en cadeau til os, at de brugte de samme ressourcer i 45-50 minutter, fordi de følte sig pressede af os, lyder det fra Markussen.
Han scorede fire mål i indledningen og i alt seks inden pausen, men sygdom gjorde, at hans kræfter hurtigt slap op.
- Jeg havde problemer med maven, diarre fra morgenstunden og opkast fra frokost, så jeg har været lidt træt og slatten.
- Offensivt løste vi det godt i første halvleg, og jeg kom med det, jeg skulle bidrage med, og det gik fint, så længe der var gas til det, siger Markussen.
BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen ærgrede sig over, at den tårnhøje skytte var hæmmet.
- Han kunne kun spille begrænset tid, men så længe han var på banen, var han god, og ham kom vi til at savne, siger træneren.
Det var da også meget sigende i de første 20 minutter, hvor Markussen fik meget spilletid, at BSV spillede en rolle i kampen.
- Vi er forholdsvis glade for præstationen særligt i de første 20 minutter. Vi gjorde det til en lige kamp og førte 10-9, men vi tabte efterhånden pusten, og så blev resten hårdt arbejde.
- Paris er måske det farligste hold i kontrafasen og fik en god periode, som de vandt 5-0. Det gjorde forskellen i første halvleg. Ellers synes jeg, det var en meget lige kamp, siger Peter Bredsdorff-Larsen.
BSV er noteret for fire point efter fem kampe i gruppe A, hvilket aktuelt rækker til en sjetteplads, som lige netop giver avancement.
/ritzau/