Syg mand i kørestol: Ryanair efterlod mig, da flyet lettede
En 73-årig mand blev efterladt i sin kørestol i Spanien af flyselskabet.
En syg 73-årig mand i kørestol måtte se hjælpeløst til, da hans fly lettede for næsen af ham og efterlod ham i Spanien uden penge og medicin. De ansatte i Ryanair havde nemlig glemt ham. Billedet har ikke med sagen at gøre.
En syg 73-årig mand i kørestol måtte se hjælpeløst til, da hans fly lettede for næsen af ham og efterlod ham i Spanien uden penge og medicin. De ansatte i Ryanair havde nemlig glemt ham. Billedet har ikke med sagen at gøre. Foto: Scanpix/Arkiv


73-årige Billy Howard, måtte se skufet og hjælpeløst til fra sin kørestol, mens hans fly lettede for næsen af ham. Medarbejderne i lavprisflyselskabet Ryanair havde nemlig glemt den gangbesværede mand i lufthavnen. Det skriver Daily Mail.

Billy Howard, som er fra Manchester i England, havde været på ferie i Spanien, og skulle flyve med Ryanair hjem. Han lider af leddegigt og havde derfor booket kørestols-assistance, og blev i første omgang kørt hen til gaten - og så blev han glemt.

Der kom ingen og hjalp ham op i flyet, fortæller englænderen til Daily Mail.

De ansatte ignorerede ham bare

- Jeg blev efterladt. Jeg hørte mit navn blive kaldt over lufthavnens højttalere, og jeg sagde to gange til Ryanair-medarbejdere og lufthavnspersonale, at jeg havde bestilt kørestols-assistance og havde brug for, at de hjalp mig omborg på flyet, men de ignorerede mig bare, og så lettede flyet uden mig, fortæller han.

Oven i købet var Billy Howard strandet uden hverken mobiltelefon, medicin eller pung - hans kammerat havde nemlig - for at hjælpe - båret den 73-årige mands håndbagage med op i flyet.

Da Billy Howard spurgte de ansatte, hvordan han dog nu skulle komme hjem, fik han blot besked på, at det måtte han selv finde ud af, fortæller den ældre mand.

Først da hans kone kontaktede lufthavnen, skete der noget. Billy Howard blev indlogeret på et hotel, og kom med et fly med et døgns forsinkelse, skriver Daily Mail.

Ryanair: Han skulle have bestilt hjælpen hjemmefra

Ryanair fraskriver sig imidlertid ansvaret.

Den ældre mand skulle have booket kørestols-assistancen på forhånd, i stedet for først at gøre det, da han ankom til lufthavnen, lyder forklaringen. Da han bestilte hjælpen, var det en ansat fra en tredje samarbejdspartner, Lesma Handling, som tog imod bestillingen, og denne fik ikke givet beskeden videre til Ryanair.

Desuden var Billy Howard ikke strandet, men blev blot flyttet til det næste ledige fly, og fik mad og hotelophold betalt, lyder det fra en repræsentant fra Ryanair.

Ifølge Ryanair har Lesma Handling taget ansvar for fejlen. Daily Mail har dog ikke kunnet få en kommentar fra Lesma Handling.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.