En 30-årig kvinde, der tirsdag faldt om med feber på et jobcenter i Berlin og var mistænkt for at være smittet med ebola, har malaria, oplyser Charité-hospitalet i den tyske forbundshovedstad.
- Kvinden behandles for malaria. Hun har det efter omstændighederne godt, hedder det i en pressemeddelelse fra hospitalet.
Frygt for ebola-smitte fik tirsdag politi og brandvæsen til at afspærre jobcentret Berlin-Pankow, hvor kvinden klagede over høj feber. Hun havde for nylig været i det vestlige Afrika.
Omkring 600 mennesker blev i to timer isoleret på jobcentret, indtil man fik kortlagt, hvor mange der havde været i kontakt med kvinden. Seks personer blev herefter ifølge nyhedsbureauet dpa ligeledes tilset på Charité.
Det blev dog senere på dagen klart, at kvinden ikke havde opholdt sig i det område i det vestlige Afrika, der er ramt af ebolaepidemien.
Sundhedsmyndighederne har ikke oplyst noget om kvindens identitet eller herkomst, men ifølge flere lokale medier er der tale om en nigeriansk-født kvinde.
To østrigske mænd, der var blevet indlagt i Østrig for at blive undersøgt for ebola, har fået besked på, at de ikke er ramt af sygdommen. De to mænd blev indlagt i Vöcklabruch med feber, efter at de vendte tilbage fra Lagos.
Ebolaepidemien i det vestlige Afrika har hidtil kostet over 1200 mennesker livet.
/ritzau/dpa