Syg Gudmundsson: Spanien har verdens bedste forsvar
Landstræner Gudmundur Gudmundsson er blevet syg, men gennemførte dog landsholdets træning i Polen fredag.
Gudmundur Gudmundsson er blevet sløj.
Gudmundur Gudmundsson er blevet sløj. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Hele den danske landsholdstrup ved EM i håndbold er frisk og fit for fight, men til gengæld er landstræner Gudmundur Gudmundsson blevet syg.

Det forhindrede ham dog ikke i at føre holdet gennem 90 minutters træning tidligt fredag eftermiddag.

Han havde også kræfter til at stille op til det annoncerede pressemøde, hvor han garanterede, at han ville være klar til søndagens første kamp i mellemrunden mod Spanien.

Han er allerede godt i gang med at forberede sit hold på opgaven.

- Spanien har i manges øjne verdens bedste forsvar, og det synes jeg godt, man kan sige. De har dækket meget stærkt op i denne slutrunde og har gjort det i mange år.

- Og så er det måske det hold med størst erfaring af alle. Det er en virkelig god modstander, og vi har selvfølgelig begyndt vores forberedelse, siger Gudmundur Gudmundsson.

Han giver denne opskrift på dansk succes i kampen.

- Vi skal som altid dække godt op, men denne gang bliver det en meget vigtig faktor, at vi har godt styr på vores angrebsspil. Det har vi haft fokus på.

- Ud over et godt forsvar har de gode målmænd og løber gode kontraer. Vi har allerede haft videomøde om det og har trænet ud fra det, siger landstræneren.

Han har sendt truppens 17.-mand Klaus Thomsen hjem. Han har ellers været med i lejren under gruppespillet.

- Jeg vurderede, at det er bedre, han tager hjem og træner med sin klub, siger Gudmundsson.

De to gruppevindere Danmark og Spanien tørner sammen i den første mellemrundekamp søndag klokken 20.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.