Sydsudan udviser FN-chef - Ban Ki-moon fordømmer
Der er fortsat uro i Sydsudan, som har besluttet at udvise FN-koordinator. Ban Ki-moon fordømmer beslutningen.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømmer Sydsudans beslutning om at udvise FN-koordinator Toby Lanzer.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømmer Sydsudans beslutning om at udvise FN-koordinator Toby Lanzer. Foto: Niall Carson/AP


Sydsudan har udvist FN's humanitære koordinator i landet, Toby Lanzer, siger en talsmand for verdensorganisationen.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømmer beslutningen.

- Generalsekretæren beder regeringen i Sydsudan om straks at trække beslutningen tilbage, skriver FN i en erklæring.

- Han opfordrer regeringen til at samarbejde med de FN-organisationer, som er til stede i Sydsudan.

FN's hovedkontor roser samtidig Toby Lanzer for hans indsats i Sydsudan, hvor han har bidraget til at sikre, at "livreddende humanitær hjælp er nået frem til de mest udsatte."

Lanzers periode som FN-koordinator i det afrikanske land er tæt på at løbe ud. FN har allerede meddelt, at han skal erstattes af ghaneseren Eugene Owusu.

Sydsudan, som opnåede uafhængighed for fire år siden, har været præget af uroligheder siden december 2013.

Dengang udbrød kampe i Juba mellem soldater, der er loyale over for præsident Salva Kiir, og styrker loyale over for hans vicepræsident, Riek Machar.

FN's fredsbevarende styrke i Sydsudan, Unmiss, ledes af den tidligere danske FN-ambassadør Ellen Margrethe Løj.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.