Sydafrikas indvandrere frygter angreb
Politi skød med gummikugler for at hindre sammenstød mellem sydafrikanere og indvandrere med macheter.


Sydafrikas regering beder om diplomatisk støtte fra sine nabolande, efter at en bølge af vold mod indvandrere har ramt landet.

Mindst fire mennesker er blevet dræbt i løbet af de seneste to uger.

Udlændinge i Sydafrika klager over, at sydafrikansk politi ikke beskytter dem. Sagen kan forværre forholdet mellem Sydafrika og andre lande i regionen og føre til øget fjendskab mod sydafrikanere i andre lande.

Urolighederne begyndte i havnebyen Durban og har bredt sig til Johannesburg.

Her affyrede politiet fredag gummikugler og lydgranater for at forhindre sammenstød mellem sydafrikanere og en selvbestaltet vagtgruppe bestående af indvandrere bevæbnet med macheter.

- Vi mener, at vi kan besejre denne dæmon ved at arbejde sammen. Vi må tage dette i opløbet, siger den sydafrikanske udenrigsminister, Maite Nkoana-Mashabane, efter et møde med afrikanske diplomater fredag.

Angrebene på indvandrere og flygtninge har allerede vakt dyb bekymring i andre afrikanske lande.

Malawis regering har bestilt busser, der skal køre 500 af landets statsborgere hjem i sikkerhed, og Zimbabwes regering meddelte ligeledes fredag, at den søndag vil begynde at køre omkring 1000 zimbabwere hjem.

Kenya og andre afrikanske lande har ligeledes tilbudt sine borgere i Sydafrika at blive evakueret, hvis de føler sig utrygge.

Sydafrika har 50 millioner indbyggere og har omkring fem millioner indvandrere fra lande som Somalia, Etiopien, Zimbabwe og Malawi, men også fra lande længere væk såsom Kina og Pakistan.

Torsdag meddelte det kinesiske udenrigsministerium, at flere kinesisk-ejede forretninger i Johannesburg var blevet angrebet. Det kinesiske konsulat har indgivet en klage til sydafrikansk politi og bedt dem sørge for at beskytte kinesiske statsborgere.

Tidligere har udbrud af vold rettet mod indvandrere været forklaret med, at Sydafrika var ramt af høj arbejdsløshed.

Officielt ligger arbejdsløsheden på 25 procent, men flere økonomer mener, at den reelt er højere.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.