Svømmeunionen rykker rundt på lederplan
Dansk Svømmeunion har besat den ledige stilling som NTC-træner, men mangler nu en sportschef.
Jeanette Ottesen er tilfreds med den rokade, der er blevet lavet i Dansk Svømmeunion . (AP Photo/Osama Faisal)
Jeanette Ottesen er tilfreds med den rokade, der er blevet lavet i Dansk Svømmeunion . (AP Photo/Osama Faisal) Foto: Osama Faisal/AP


Dansk Svømmeunion har fået løst én personalemæssig udfordring, men har samtidig fået en ny af slagsen i samme ombæring.

Det er lykkedes at lukke hullet efter den afgående cheftræner på Det Nationale Træningscenter (NTC) på Bellahøj i København, men samtidig har sportschef Mikkel von Seelen sagt sit job op.

Hvad førstnævnte angår, så bliver det fremover landstræner Nick Juba, der sammen med den nuværende NTC-assistent, Stefan Hansen, skal stå for den daglige træning af nogle af Danmarks største OL-svømmehåb i form af blandt andet Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen.

De afløser australieren Shannon Rollason, der tidligere på året meddelte, at han af hensyn til familien ville tilbage til Australien, hvor han kommer fra.

Beslutningen mødes med tilfredshed af Jeanette Ottesen.

- Ved at fortsætte træningen på NTC med Stefan og Nick får vi den kontinuitet, der er brug for frem mod OL, siger hun i en pressemeddelelse.

Sportschef Mikkel von Seelen har fået et andet job uden for svømmeverdenen, og nu er jagten på hans afløser gået ind.

- Mikkel von Seelen skal erstattes, og i processen med at finde hans afløser er et meget vigtigt parameter, at vi finder en person, der både har forståelse for de allerbedste svømmeres behov og for klubbernes rolle i vores fælles strategi, Svømmeplan 2016.

- Arbejdet med at finde en ny sportschef har nu højeste prioritet, siger unionens direktør Pia Holmen.

De bedste svømmere er netop vendt hjem fra kortbane-VM i Doha, hvor det blev til seks danske medaljer, herunder to af guld.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.