Svømmestjerne får grønt lys til OL trods meldonium-brug
Yulia Efimova kan deltage ved OL i Rio, selv om hun i februar blev testet positiv for meldonium.
Yulia Efimova er klar til medaljejagt i Rio, efter Fina har droppet anklager mod hende.
Yulia Efimova er klar til medaljejagt i Rio, efter Fina har droppet anklager mod hende. Foto: Elaine Thompson/AP


Den russiske svømmestjerne Yulia Efimova er klar til at konkurrere ved OL i Rio de Janeiro i næste måned.

Det er en kendsgerning, efter Det Internationale Svømmeforbund (Fina) har droppet dopinganklagerne imod hende.

Efimovas advokat, Artem Patsev, oplyser tirsdag til nyhedsbureauet R-Sport, at Fina har meddelt dem om beslutningen tidligere på dagen.

Fina har givet grønt lys til Efimova, der ellers i marts fortalte, at hun i februar var blevet testet positiv for brug af det forbudte stof meldonium, som blev ulovligt fra årsskiftet.

- Vi har netop modtaget en meddelelse fra Fina om, at alle anklager mod hende er droppet. Hun er fri til at konkurrere. Der vil ikke følge en straf, siger Artem Patsev.

På baggrund af den positive test blev Efimova udelukket i marts, men den blev ophævet i maj.

Derfor havde Efimova regnet med at få lov til at deltage ved OL, siger hendes advokat.

Hun vil nu støde til det russiske OL-hold i Rio 1. eller 2. august. OL begynder 5. august.

24-årige Efimova kan ved OL i Rio blive en af Rikke Møller Pedersens hårdeste konkurrenter i brystsvømning.

Ved OL i London i 2012 vandt russeren bronze i 200 meter bryst, mens Rikke Møller Pedersen sluttede på fjerdepladsen.

Efimova er fire gange blevet verdensmester i brystsvømning.

Tilbage i 2014 blev Efimova udelukket i 16 måneder fra sporten, efter at hun var grebet i at have brugt anabole steroider.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.