Opdelingen af landstrænerens opgaver i Dansk Svømmeunion fungerer så godt, at det kommer bag på den danske elitesvømmer Jeanette Ottesen Gray, at man ikke har splittet jobbet op noget tidligere.
- Jeg synes, det går fuldstændig perfekt.
- Det er nærmest ærgerligt, vi først har fået indført det nu, når man kan se, hvor godt det kører, siger hun.
Allerede inden Paulus Wildeboer i november valgte at skifte sit danske landstrænerjob ud med det australske, blev det besluttet at splitte stillingen op i to for at skabe mere overskud i forbindelse med at træningen af de danske elitesvømmere.
Resultatet er blevet en overordnet landstræner i form af britiske Nick Juba, som blev ansat i april, og en daglig træner i det nationale træningscenter (NTC) i Bellahøj.
I marts overtog australieren Shannon Rollason jobbet som NTC-træner og tager sig af den daglige træning af elitesvømmerne.
I mens sikrer Nick Juba opbygningen af en rød tråd i det, der foregår på klubniveau til landsholdsniveau.
På den måde får både klubberne og elitesvømmerne mere opmærksomhed.
- Det er rigtig dejligt at have en træner på kanten, som ikke skal tage sig af alle de andre ting, der forstyrrer vores træning, siger Ottesen og tilføjer:
- Paulus brugte så meget energi på alt andet end os atleter. Og det gik ud over os, når vi skulle til store stævner, fordi han var stresset.
- Så det er rigtig fedt, at jobbet er splittet op, siger den 25-årige elitesvømmer.
Jeanette Ottesen Gray befinder sig i øjeblikket i Barcelona, hvor VM på langbane finder sted fra den 28. juli til den 4. august.
Hendes første tur i VM-bassinet er søndag.
/ritzau/