Svineformand: Nye markeder tager tid
Svinebranchen venter, at Ruslands importforbud for fødevarer fra EU koster bønderne fire milliarder i år.
Svinebønderne har mistet fire millarder kroner på den russiske boykot af svinekød.
Svinebønderne har mistet fire millarder kroner på den russiske boykot af svinekød. Foto: SCHNOOR SØREN/free


Den danske svinebranche har som følge af det russiske stop for importforbud af svinekød haft fokus på at afsætte produkterne på andre markeder som Sydamerika og Asien, men det tager tid at etablere sig i de områder.

Derfor er der ikke udsigt til, at salget i de verdensdele kan dække de økonomiske tab, som importforbuddet i Rusland giver de danske svinebønder.

Sådan lyder det fra Erik Larsen, der er formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion. Organisationen offentliggør tirsdag en prognose, der viser, at Ruslands stop for import af fødevarer vil koste svinebønderne fire milliarder i år.

Det er en fordobling i forhold til en tidligere prognose.

- Der er en åbning i Sydamerika, da Rusland nu importerer svinekød fra Chile og Brasilien, hvilket giver os en mulighed, men inden vi får etableret os og bragt vores produkter ud i den del af verden, så går der altså noget tid, siger Erik Larsen.

- Det er ikke bare lige at få omlagt eksporten, når man er vant til at sælge på et nærmarked, som Rusland må siges at være, og så lige pludselig skal sælge til markeder i Fjernøsten eller Sydamerika, siger han.

Erik Larsen vurderer, at det uanset hvad ikke vil være muligt at hente en stor del af det tabte, da der blandt andet er højere omkostninger ved at skulle fragte varerne til Sydamerika eller Asien.

Han erkender dog, at det russiske boykot er "en del af gamet", når man opererer på frie markeder.

- Det er markedsvilkårene, når de er allerværst. Vi vil selvfølgelig gerne agere på et på et frit marked, men det russiske boykot kommer så voldsomt, så giver det nogle voldsomme dønninger, siger Erik Larsen.

Svinebranchen opfordrer af den grund EU til at give støtte til privat oplagring af svinekød, hvilket skal tage "trykket" af markederne.

Erik Larsen peger også på, at EU kan hjælpe med at afsætte svinekød på nye markeder, da der ofte vil nogle handelshindringer for at komme ind på nye markeder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.