En helt almindelig lønarbejder får nok næppe et fedt gyldent håndtryk, hvis han eller hun bliver afsat fra jobbet på grund af regelbrud.
Men i medicinalgiganten Lundbeck gælder et andet kodes. Her han den netop afsatte topchef Ulf Wiinberg fået hele 18 millioner kroner med sig. Det har bestyrelsesformand Håkan Björklund ifølge Børsen tidligere i dag meddelt på en telefonkonference.
- Fratrædelsesgodtgørelsen er på 18 millioner kroner, som udbetales i månedlige betalinger, siger formanden, der ved samme lejlighed understregede, at den nu tidligere topchef er underlagt en konkurrenceklausul.
Bedst lønnede topchef i 2012
56-årige Ulf Wiinberg blev i dag afsat som administrerende direktør i medicinalgiganten Lundbeck efter at have forbrudt sig mod virksomhedens aktie-regler.
Wiinberg har fået aktier fra grundlæggeren af biotekvirksomhed Stratified Medical Ltd. - en virksomhed, som Lundbeck så efterfølgende investeret i.
Og dermed er det farvel og tak til Lundbeck, der i 2012 begavede Wiinberg med en løn på omkring 18,4 millioner kroner, hvilket dengang var nok til at gøre ham til Danmarks bedst betalte topchef foran cheferne i eksempelvis Carlsberg og Danske Bank.
Wiinberg har været i Lundbeck siden 2008, hvor han kom til efter mere end 20 år i udlandet. 27 år blev det til for Ulf Wiinberg i medicinalvirksomheden Wyeth, hvor han endte som chef for virksomhedens afdeling for Europa, Mellemøsten, Afrika og Canada.