Ritzau
Opdateret kl. 23:08
Den skotske storklub Celtic rettede onsdag op på sidste uges blamage mod Lincoln Red Imps fra Gibraltar i Champions League-kvalifikationen.
Hjemme i Glasgow vandt skotterne med 3-0 og afværgede dermed den potentielt største fiasko i Celtics historie.
For en uge siden skabte de semiprofessionelle spillere fra Gibraltar en mindre sensation med en 1-0-sejr på eget græs over Erik Sviatchenko og holdkammeraterne.
Tingene blev sat eftertrykkeligt på plads i returopgøret, hvor Lincoln-spillerne blev trykket i bund fra start til slut.
På godt fem minutter midtvejs i første halvleg knækkede gæsterne, da Celtic scorede tre gange i rap.
Først sparkede svenske Mikael Lustig en nedfaldsbold i forbindelse med et frispark op i målhjørnet til 1-0. Efter nogle hurtige kombinationer fremad banen kunne Leigh Griffiths og kort efter Patrick Roberts øge til 2-0 og 3-0.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Erik Sviatchenko spillede hele kampen i hjemmeholdets midterforsvar.
Celtic møder i tredje kvalifikationsrunde FC Astana fra Kasakhstan. Derefter venter en playoff-runde før et eventuelt Champions League-gruppespil.
/ritzau/