Sviatchenko er afklaret med at blive hos FCM
Erik Sviatchenko bliver nok ikke solgt i transfervinduet, så nu skal Europa League bruges som et springbræt.
Erik Sviatchenko ser frem til at spille Europa League med FC Midtjylland, efter at han ikke blev solgt i transfervinduet.
Erik Sviatchenko ser frem til at spille Europa League med FC Midtjylland, efter at han ikke blev solgt i transfervinduet. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Der har været meget snak om Erik Sviatchenkos fremtid i sommerens transfervindue.

Den 23-årige forsvarsspiller hos de danske mestre fra FC Midtjylland har tiltrukket sig interesse fra især engelske fodboldklubber, men alligevel er han fortsat en del af ulvenes trup.

Ekstra Bladet skrev søndag, at de to engelske klubber Fulham og Norwich havde budt i omegnen af 22 millioner kroner for forsvarsspilleren med ukrainske rødder.

Selvom fremtiden ikke ser ud til at fortsætte i England lige nu, så hænger Sviatchenko ikke med hovedet.

- Jeg har accepteret det, men ville jo stadig gerne have været af sted, men sådan er det nogle gange. Man får ikke altid det, man drømmer om.

- Man skal huske på, at jeg er i en rigtig god forfatning, så det er ikke alfa omega, at jeg skulle have været af sted, siger Sviatchenko.

En transfer til England er dog ikke helt udelukket endnu, selvom FCM har gjort status over transfervinduet.

Det er nemlig fortsat muligt for engelske klubber at købe spillere, men Erik Sviatchenko anser det dog ikke som en realistisk mulighed.

- Hypotetisk kan de godt byde, men jeg tror bare, at buddet skal være så godt, at vi nærmer os 40 millioner kroner, hvis der skal ske noget, siger han.

Stopperen er lige nu samlet med A-landsholdet i Helsingør forud for fredagens EM-kvalifikationskamp hjemme mod Albanien.

Sviatchenko vil gerne prøve sig af på en større scene inden længe.

- Jeg synes mentalt og spillemæssigt, at jeg kunne være kommet af sted, men jeg accepterer også præmissen, at det var lidt sent i vinduet, selvom klubberne har haft tre måneder til at hente mig.

- Worst case er, at jeg skal spille Europa League, og det er trods alt stadig acceptabelt for at sige det med et smil, så jeg glæder mig stadig til de udfordringer, der står foran mig og kan sagtens se, jeg stadig udvikler mig, siger Sviatchenko.

Sviatchenko har spillet to venskabskampe på A-landsholdet, hvor han debuterede i marts, da landsholdet slog USA 3-2 i Aarhus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.