Sveriges statsminister: Asylstrøm bliver en udfordring
Sverige vil i 2015 modtage fem gange så mange asylansøgere som Danmark og ni gange så mange som Norge.
Sverige regner med at modtage omkring 100.000 asylansøgere i 2015, mens Danmark venter 20.000 og Norge 11.000.
Sverige regner med at modtage omkring 100.000 asylansøgere i 2015, mens Danmark venter 20.000 og Norge 11.000. Foto: Colourbox/free


Den svenske statsminister erkender, at det kan blive en udfordring for Sverige at tage imod 100.000 asylansøgere næste år.

Stefan Löfven blev i forbindelse med en nordisk kongres i Oslo for socialdemokrater og fagbevægelse, hvor også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) deltager, spurgt til den svenske asyl- og indvandrerpolitik.

- Jeg vil ikke sammenligne Sverige med andre lande. Vi har vore beslutninger at håndtere, og vi ved, at det kommer til at kræve anstrengelser i begyndelsen. Det er der ingen tvivl om. Det benægter jeg heller ikke, siger Löfven ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Det svenske svar på Udlændingestyrelsen, Migrationsverket, offentliggjorde for nylig, at der ventes 80.000 til 105.000 asylansøgere til Sverige næste år.

Den danske regering har anslået, at der vil komme omkring 20.000 asylansøgere til Danmark i 2015, mens Norge venter 11.000.

- I Sverige har Migrationsverket foretaget sin vurdering om permanent opholdstilladelse for syrere, fordi konflikten er så langvarig. Vurderingen er, at de mennesker klarer sig bedst, hvis de faktisk får opholdstilladelse og kan komme i gang så hurtigt som muligt i det svenske samfund, siger Löfven.

- Det, som er vigtigt for mig, er at spørge: Hvad kan vi gøre for at få asyl- og flygtningepolitikken og integrationen til at fungere så godt som muligt, så vi får mennesker i arbejde så hurtigt som muligt?

Den norske statsminister, Erna Solberg, greb muligheden for at forsvare den norske politik på området.

- Jeg tror, at vi er nummer tre eller fire i Europa per indbygger, når det gælder om at tage imod flygtninge, siger Solberg.

Millioner af syrere er drevet på flugt under krigen i Syrien, som har kostet omkring 200.000 mennesker livet.

Næsten samtlige flygtninge er indkvarteret i Syriens nabolande Libanon, Tyrkiet, Jordan og Irak, og disse lande har længe råbt forgæves om hjælp mod blandt andet Europa, som har modtaget en meget beskeden andel.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.