Sveriges landstræner er tilfreds trods stærk EM-gruppe
Sverige havnede i pulje med Belgien, Italien og Irland, men holdets træner tror på svensk overraskelse.
Landstrænerne fra holdene, der endte i gruppe E. Fra venstre er det Italiens landstræner Antonio Conte, Sveriges Erik Hamrén, Irlands Martin O'Neill, og den Belgiske assistenttræner Vital Borkelmans.
Landstrænerne fra holdene, der endte i gruppe E. Fra venstre er det Italiens landstræner Antonio Conte, Sveriges Erik Hamrén, Irlands Martin O'Neill, og den Belgiske assistenttræner Vital Borkelmans. Foto: Michel Euler/AP


Efter lodtrækningen til sommerens EM-slutrunde i Paris lørdag kan Sveriges landstræner, Erik Hamrén, konstatere, at hans hold skal op mod stærke modstandere til sommer.

Sverige møder verdensranglistens nummer et, Belgien, de tidligere verdensmestre og europamestre fra Italien, samt Irland. Det skræmmer dog ikke træneren.

- Det er en hård, men også en spændende gruppe, siger Erik Hamrén til den svenske tv-station SVT.

- Belgien er seedet som nummer et i verden, så de er selvfølgelig favoritter. Italien er især i slutrunderne et utroligt stærkt hold. Så Belgien og Italien er favoritter til at gå videre foran os og Irland, siger Erik Hamrén.

Belgien var seedet i første seedningslag inden lodtrækningen lørdag. Italien måtte tage til takke med at være i andet seedningslag. Sverige var placeret i tredje lag, og Irland var placeret i fjerde.

Den første svenske kamp bliver mod Irland, der på papiret er den letteste modstander. Men Erik Hamrén er ligeglad med rækkefølgen på modstanderne.

- Jeg tror ikke, det er en fordel eller ulempe at møde Irland først. Men det er en meget vigtig kamp, det er klart. Holdet, som vinder den kamp, har en klar fordel. De kan være tæt på at gå videre fra gruppen, siger Hamrén til det svenske nyhedsbureau TT.

- Men vi har en chance mod alle hold, tilføjer Hamrén.

Kampene i Sveriges gruppe bliver spillet i Paris, Toulouse og Nice. Holdet indleder mod Irland 13. juni på Stade de France i Paris, der i november var udsat for et attentatforsøg i forbindelse med angrebene mod Paris.

Derefter venter Italien, inden kampen mod Belgien bliver Sveriges sidste gruppekamp ved EM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.