Lederen af partiet Sverigedemokraterna (SD), Jimmie Åkesson, gik i sin sommertale i hjembyen Sölvesborg til frontalt angreb på "etablissementet", de øvrige partier og medierne, skriver nyhedsbureauet TT.
- Det koger ude i virkeligheden blandt almindelige mennesker, siger Åkesson i sin tale.
Jimmie Åkesson holdt sin sjette sommertale i den sydsvenske by i Blekinge.
Med stigende opinionstal som ballast gik SD-lederen til hårde angreb på landets øvrige partier og medierne. Desuden opfordrede han tilhørerne til ikke at lade sig gøre tavse af "etablissementet".
Han sagde, at SD havde været udsat for hån, nedgørende tale og mudderkastning, og at partiets tilhængere udpensles som hadefulde, desperate, uuddannede bondeknolde.
Åkesson refererede til meningsmålingsinstituttet YouGovs omdiskuterede undersøgelse, der viste, at SD nu er Sveriges største parti med 25 procent af stemmerne.
- Svenskerne rejser sig. Nu er det tilstrækkeligt, nu har vi fået nok, sagde Åkesson.
Politiet anslår, at der var 1500 tilhørere til Åkessons tale mod "de etablerede partiers floskler om indvandrings- og integrationspolitikken", skriver nyhedsbureauet TT.
/ritzau/TT