Sverige undersøger VW for groft bedrageri
Sveriges særlige nationale indsatsgruppe mod korruption har indledt en forundersøgelse mod Volkswagen (VW).


Sveriges særlige nationale indsatsgruppe mod korruption har indledt en forundersøgelse mod Volkswagen (VW) for groft bedrageri, skriver TT.

Ud over groft bedrageri mistænkes VW for at have givet falske oplysninger og svindlet.

Sagen gælder køretøjer, som er godkendt i Tyskland, og som er blevet importeret til Sverige, og som derefter skal være blevet godkendt af Transportstyrelsen i Sverige.

- De pågældende køretøjer er senere blevet solgt i Sverige. De køretøjer, som det gælder, er produceret i årene 2009-2015, siger anklagemyndigheden i Stockholm.

- På denne baggrund har chefanklager Alf Johansson ved anklagemyndighedens særlige enhed mod økonomisk kriminalitet besluttet at indlede en forundersøgelse, hedder det.

Forundersøgelsen vil blive iværksat efter konsultationer med udenlandske myndigheder.

Volkswagen Group Svenska AB har meddelt, at selskabet vil samarbejde fuldt og helt om sagen.

Det sker samtidig med, at det amerikanske justitsministerium har indledt civile søgsmål mod Volkswagen på grund af koncernens svindel med test af udslip af drivhusgasser.

Ifølge den amerikanske vicejustitsminister, John Cruden, kan anklagerne føre til milliardbøder i dollar for den tyske bilproducent.

Den tyske bilkoncern har erkendt, at den i 580.000 biler har indbygget software, så de kan udlede op til 40 gange så meget NOx (kvælstofilter) som tilladt, uden at det bliver opdaget i test.

Bilkoncernen erkendte sidste år at have indbygget snydesoftware i millioner af dieselbiler i blandt andet USA for at leve op til amerikansk lov om udledning af kvælstofilter.

Med denne snydesoftware ændrede bilerne opførsel under test og udledte mindre NOx, end ved normal kørsel.

Skandalen kostede Volkswagens administrerende direktør jobbet. Den sendte også salget af selskabets biler, der blev markedsført som miljøvenlige, på retur.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.