Sverige skal mandag forklare Palæstina-beslutning
Kritik fra Israel og USA af Sverige for Palæstina-anerkendelse. De bestemmer ikke vores politik, lyder svaret.


Israel reagerer med vrede på, at Sveriges nye regering vil anerkende staten Palæstina. Den svenske ambassadør har fået ordre til at stille i det israelske udenrigsministerium mandag formiddag, skriver avisen Svenska Dagbladet.

Også USA kritiserer den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvens regering for at tage dette skridt.

Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, mener, at det er det palæstinensiske selvstyre, som skal bebrejdes, at fredsforhandlingerne er gået i stå.

- Udenrigsminister Avigdor Lieberman siger, han beklager, at den nye statsminister havde så travlt med at fremsætte erklæringer om Sveriges stilling til anerkendelse af den palæstinensiske stat, tilsyneladende før han havde haft tid til at studere emnet i dybden, lyder en erklæring fra Liebermans kontor.

Samtidig hedder det, at Sveriges ambassadør, Carl Magnus Nesser, vil blive indkaldt til en samtale.

Anerkendelsen af den palæstinensiske stat var indeholdt i den regeringserklæring, som Löfven præsenterede fredag.

Den amerikanske regering kritiserer den svenske beslutning og kalder den forhastet. Men udenrigsminister Margot Wallström fejer det af.

- Det er ikke USA, som bestemmer vores politik. Det var ventet, at vi også ville få kritik. Vi vil fortsætte en konstruktiv dialog og føre samtaler med USA for at forklare vore bevægelsesgrunde og motiver til dette, siger hun til nyhedsbureauet TT.

USA har i en række år presset på for at få gang i seriøse fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere. Men de er gentagne gange snublet.

Palæstinenserne er blandt andet vrede over, at Israel i skyggen af den haltende fredsproces bliver ved med udbygge de jødiske bosættelser på den besatte vestbred.

Det internationale samfund støtter en tostatsløsning, der tager udgangspunkt i Israels grænser fra 1967.

EU og de fleste af unionens 28 medlemslande anerkender fortsat ikke en palæstinensisk stat, heriblandt Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.