Sverige og Danmark spiller med sørgebind i Stockholm
Danmark og Sverige markerer sympati for de berørte efter attentatet i Paris med sørgebind og stilhed.


Fodboldlandskampen mellem Sverige og Danmark i Stockholm lørdag aften bliver indledt med et øjebliks stilhed.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin officielle twitterkonto.

Ydermere vil begge holds spillere bære sørgebind, når kampen begynder klokken 20.45 på Friends Arena i Stockholm.

- DK og Sverige markerer sympati og sender tanker til de berørte efter de tragiske hændelser i Paris med sørgebind og et øjebliks stilhed, lyder det fra DBU.

Sveriges fodboldforbund har tidligere lørdag meddelt, at man øger sikkerheden i forbindelse med kampen. Først og fremmest for, at tilskuerne kan føle sig trygge.

Beslutningerne kommer, efter at Paris fredag aften blev rystet af flere attentater, som kostede mere end 120 mennesker livet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.