Sverige er nyt medlem af FN's Sikkerhedsråd
Pladsen i FN's Sikkerhedsråd er en anerkendelse af svensk FN-politik, mener professor.
Sverige er et af de lande, der nu får en toårig plads i FN's Sikkerhedsråd.
Sverige er et af de lande, der nu får en toårig plads i FN's Sikkerhedsråd. Foto: Rick Bajornas (arkivfoto)/AP


Sverige sikrede sig tirsdag en plads i FN's Sikkerhedsråd for perioden 2017 til 2018.

Det blev afgjort ved en afstemning i New York blandt samtlige 193 FN-medlemslande.

Sverige fik 134 stemmer og opfylder dermed kravet om opbakning fra to tredjedele af medlemslandene.

Jan Hallenberg, der er professor i statskundskab ved Forsvarshögskolan siger, at den svenske regering nu får en større arena at bedrive udenrigspolitik på.

- Og det er naturligvis en anerkendelse af svensk FN-politik, siger han.

Svenskerne konkurrerede med Holland og Italien om de to pladser, der er forbeholdt Vesteuropa. En ny afstemningsrunde skal afgøre, om det bliver Italien eller Holland, der får den anden europæiske plads.

Der lød lange klapsalver i Generalforsamlingen da det stod klart, at Sverige er nyt medlem i Sikkerhedsrådet.

Der blev også udvekslet kram mellem den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, og den svenske FN-ambassadør, Olof Skoog.

I alt er der for næste toårige periode fem ledige pladser i Sikkerhedsrådet. Fem pladser er forbeholdt de permanente medlemmer USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, mens 10 pladser går på skift mellem verdens øvrige lande i perioder på to år.

Kasakhstan fik ved en afstemning kort efter flere stemmer end Thailand og får den ledige asiatiske plads.

Danmark havde plads i FN's Sikkerhedsråd i 2005 til 2006.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.