Sverige bruger ny lov og tiltaler 25-årig for at ville kæmpe i Syrien
Sverige bruger sin nye terrorlov for første gang og tiltaler en mand for at ville rejse til Syrien og kæmpe.
Nusra-fronten, Jabhat al-Nusra, opstod i det første år efter oprøret i Syrien i 2011. Fronten udspringer af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Irak. I 2013 afviste Nusra-fronten en fusion med IS. I stedet vendte man sig mod al-Qaeda.
Nusra-fronten, Jabhat al-Nusra, opstod i det første år efter oprøret i Syrien i 2011. Fronten udspringer af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Irak. I 2013 afviste Nusra-fronten en fusion med IS. I stedet vendte man sig mod al-Qaeda. Foto: Uncredited/AP


Nu tager de svenske myndigheder for første gang landets nye lov om forbud mod terrorister i brug.

Onsdag er en 25-årig mand således blevet tiltalt for at ville rejse til Syrien og kæmpe for Nusra-fronten, som er del af al-Qaedas ekstremistiske netværk.

Manden rejste fra Sverige til Tyrkiet 12. april og vendte tilbage den efterfølgende dag, hvor han blev anholdt i lufthavnen.

Anklageren mener, at den egentlige destination var Nusra-fronten i Syrien.

Selv om rejsen var kort, og den 25-årige ikke syntes at have nået sit mål, gør den nye lovbestemmelse selve hensigten om at begå en forbrydelse strafbar. Det forklarer chefanklager ved Sveriges nationale enhed for sikkerhed Agnetha Hilding Qvarnström.

- Jeg har rejst tiltale på mistanke om, at han havde til hensigt at rejse til Syrien og tilslutte sig al-Nusra for at begå alvorlige forbrydelser, siger hun til nyhedsbureauet TT.

- At rejse er ikke en forbrydelse, men hvis du rejser med en bestemt hensigt, kan det være kriminelt. Det er netop denne hensigt, som jeg skal bevise, siger hun.

Anklageren baserer sin mistanke mod den tiltalte på blandt andet vidneafhøringer, en enkeltbillet til Tyrkiet, sms'er, Facebook-samtaler og søgehistorik på mandens computer.

Under sin anholdelse i lufthavnen bar den 25-årige desuden en skudsikker vest, et pistolhylster samt knæ- og albuebeskyttere, som ifølge anklageren beviser, at han var på vej til Syrien for at kæmpe.

- Det er beskyttelsesudstyr, som kan kobles til kampsituationer, siger chefanklager Agnetha Hilding Qvarnström.

Den 25-årige mand er fra byen Södertälje, der ligger omkring 35 kilometer sydvest for Stockholm.

Han har været varetægtsfængslet siden 15. april og nægter sig skyldig.

Her hjemme er justitsminister Søren Pind (V) kommet med et lignede forslag om at gøre det strafbart at rejse ind i konfliktzoner i eksempelvis Syrien uden først at få tilladelse.

Forslaget skal gøre det forbudt for danske statsborgere og herboende udlændinge at rejse til "områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt". Det møder opbakning fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.