Skulle Serviceforbundet og Flyvebranchens Personale Unions (FPU) blokade mod Ryanair blive en realitet, kan de danske fagforbund regne med støtte fra Sverige.
Således oplyser det svenske fagforbund Seko til Svenska Dagbladet, at man sammen med forbundet ST er parat til en sympatiaktion.
- Det er en selvfølge, at vi stiller op for de danske fagforeninger i den presserende konflikt, siger Ville Karlsson, forhandlingssekretær i Seko, ifølge avisen.
Dagbladet skriver, at Ryanair som følge af konflikten vil omdirigere fly fra København og Billund til svenske lufthavne.
Her må selskabet dog også forvente at blive blokeret af de to fagforbund, som blandt organiserer det personale, der står for bagagehåndtering.
De danske fagforbund har varslet konflikt mod Ryanair fra lørdag 18. juli klokken 12 i Københavns Lufthavn. Samme tid er den svenske sympatikonflikt varslet til for lufthavnene Sturup, Landvetter og Ängelholm.
I København er fagbevægelsen glad for støtten fra Sverige. Det fortæller Rene Knudsen til Avisen.dk, som er formand for HK Service Hovedstaden, der har medlemmer i lufthavnen i Kastrup.
- Vi er meget glade for opbakningen fra svenskerne. Det er rart, at de også er med på at lave sympatikonflikter. Især når man står foran en arbejdsgiver som Ryanair, der ikke er til at komme nogen vegne med, siger Rene Knudsen.
/ritzau/