Svensk politimester demonterer bosniske terroroplysninger
Anholdelser i Bosnien kan have forbindelse til igangværende bandeopgør i Malmø, men det handler ikke om terror


Politimesteren i Malmø, Stefan Sintéus, siger til nyhedsbureauet TT, at fredagens anholdelser i Bosnien ikke har noget med terror at gøre. Det har relation til kriminelle i Malmø.

Han siger, at anholdelserne af fem personer i Bosnien, heriblandt en svensk statsborger, har forbindelse til en efterforskning, som svensk politi er i gang sammen med politiet i Holland og Bosnien.

- Der findes ingenting, som tyder på, at det var terrorrelateret. Dette handler om banderelaterede forbrydelser i det sydlige Sverige, siger pressemedarbejder for den nationale svenske politiledelse Andreas Fahlen.

Ifølge flere svenske aviser er baggrunden et igangværende bandeopgør i Malmø, hvor der er detoneret en stribe bomber.

- Vi har anholdt fem personer mistænkt for terrorforbrydelser. En af dem er svensk statsborger, sagde en talskvinde for bosnisk politi, Kristina Jozic, tidligere fredag aften.

Tre af mændene blev anholdt, da de var ved at køre ud af Bosnien med en bombe i bagagerummet.

Den fjerde mand blev anholdt i Sarajevo, og ud på aftenen fredag er yderligere en mand anholdt i sagen.

Avisen Expressen skriver, at bomben formentlig var bestillingsarbejde, og at den skulle have været bragt gennem Europa til sit bestemmelsessted.

Pågribelserne er sket i et samarbejde mellem bosnisk, hollandsk og svensk politi. Operationen er gået under kodebetegnelsen "Benelux".

Den bosniske avis Dnevni Avaz oplyser navne på de fem anholdte, som her gengives med initialer.

Det drejer sig om den svenske statsborger OAS (født 1962) samt AR (1979), ED (1973), AS (1975) og ZM (1974).

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.