'Ingen racister i vore gader' og 'Naziparti-svensker - GO HOME.' Sådan lød opfordringerne uden for det norske Stortinget i Oslo, hvor op mod hundrede demonstranter var mødt op for at vise deres tydelige modvilje over, at den svenske politiker Jimmie Åkesson skulle tale fredag.
35-årige Åkesson er en prominent nationalist fra Sverigedemokraterna, der på mange måder bliver sammenlignet med vores Dansk Folkeparti. Sverigedemokraterna holdt tale i Oslo, hvor der bor omkring 50.000 svenskere, og der var da også dukket flere tilhængere op for at vise deres støtte til Jimmie Åkesson og hans parti, der havde fået politieskorte igennem den norske hovedstad.
Men det var altså moddemonstranterne, der råbte højst, og som tiltrak sig mest opmærksomhed, og det lykkedes dem i stor grad at overdøve Åkessons budskab, selv om tilhængerne forsøgte at tysse på dem.
Derudover forløb demonstrationen relativt fredeligt, og ingen personer blev anholdt. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen